Ikke alle veje fører til himlen

»Den femte engel blæste i sin basun, og jeg så en stjerne, der var kastet ned på jorden fra himlen; den fik givet nøglen til afgrundens brønd,  og den åbnede afgrundens brønd, og der steg røg op fra brønden som røgen fra en stor ovn. Og solen og luften formørkedes af røgen fra brønden.  Ud af røgen kom der græshopper ud over jorden, og de fik givet samme magt, som jordens skorpioner har.  Men der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade jordens græs eller noget andet grønt eller noget træ, men kun de mennesker, som ikke har Guds segl på deres pande.  De fik givet, ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem måneder. Og pinen, de volder, er som pinen efter en skorpion, når den har stukket et menneske.  I de dage vil mennesker søge døden og ikke finde den, de vil længes efter at dø, men døden flygter fra dem.«

Dette kunne meget vel være et uddrag fra Game of Thrones, et udkast til en uncanny gyser. Det er det dog ikke. Passagen kan findes i Johannes’ Åbenbaring kapitel 9 vers 1-6. En bog i Bibelen som profeterer både tilbage, men også frem i tiden; frem til denne verdens endeligt.

Min intention er ikke at ødelægge din fredsommelige tirsdag, men det er mig magtpåliggende, at Jesus var mere kærlig end rummelig. Og kærlighed elsker sandheden og er følgeligt brutalt ærlig, selv når det synes kynisk.

For sandheden er, at Gud er nådesløs selektiv, hans ord et tveægget sværd og den røde tråd i Bibelen en fortælling om dem, der skal møde fortabelse ved dommens dag og dem, der får en evighed uden sorger og smerte. En fortælling, der fra start til slut kredser om to skæbner: ”velsignet den, som…” og ”forbandet den, som…” – som regel er det blot førstnævnte, der prædikes.

Guld og mørke skove

Netop derfor vil jeg gerne spørge dig: Hvornår var sidste gang, du fik dette fortalt? At der er to udgange på dette liv og at det valg, du tager, i dag og resten af dine dag vil afgøre denne evighed. Det er forståeligt, at mange præster og talere udvælger den halvdel, der handler om guld og grønne skove, når de om søndagen har frit valg på alle hylder. For det er ikke just opmuntrende, at mennesket måtte erklæres fallit og faktisk fortjener det, Johannes forudså.

Noget der alligevel forekommer mig restløs uforståeligt er, at vi, der påstår at tro på den dersens evighed, i så høj grad nænner at overlade dens realiteter til prædikanters forkyndelse uden overhovedet selv at granske vores og vore kæres fremtidsudsigter. For det, der forkyndes, er sjældent usandt, men det er udeladelsen af hagen ved evangeliet, som er dødsens farlig.

Gud > mig

Havde jeg skrevet Bibelen, havde den set meget anderledes ud. Utallige ting skulle liige have været udeladt. Men jeg har nu engang ikke mit eget univers. Jeg har et menneskes vid og er blevet skræmmende bevidst om, at ”så højt som himmelen er over jorden, er Guds veje over mine veje, og Hans planer over mine planer.” For Gud er ifølge Bibelen både kærlig og vred, mild og retfærdig – kort sagt ét stort paradoks. Og når vi ikke kan få dette paradoks til at gå op, finder vi os til rette med at begrænse Gud til vores forstand. En gængs hverdagsindvending mod Bibelens validitet er eksempelvis, at en kærlig Gud da ikke kan straffe. Selv har jeg også svært ved at give det mening, men der må jeg huske, at det er min egen stolthed, der lader min perception af kærlighed trumfe Guds virkelige væsen.

Hvad frelser så?

Bibelens egentlige budskab er det, at mennesket er faldet fra Gud, og uanset hvor meget bedre du er end din sidemand eller seriemorderen, vil det altid være Jesu perfekte levevis, du vil skulle kunne leve op til. Paulus beskriver det således i Romerbrevet:

»Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares.  Han vil gengælde enhver efter hans gerninger:  Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv;  og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme.«

Vi er faldet fra Gud. Vi samler indtil dommens dag vrede for den ondskab, vi besidder. Den gode nyhed er, at Jesus har taget straffen, som vi ellers skulle sone. Men igen er mulighederne to: Enten erkender vi vores ondskab og ufuldkommenhed og vender om og forsøger at være udholdende og søge det uforgængelige, eller vi sætter vores lid til os selv på dommens dag og søger vores eget indtil da. Thank God, så er en betryggende trøst til det faktum, at jeg samler mig vrede frem til dommens dag, at Gud endnu er nådig:

Hvis du, Herre, vogtede på skyld,

hvem kunne da bestå, Herre?

Men hos dig er der tilgivelse,

for at man skal frygte dig. (Sl. 130, 3-4)

Ikke kirkegang, kristne forældre eller ’god moral’ kan frelse mig, men Guds tilgivelse; dét fordrer gudsfrygt – en ydmyg, oprigtig erkendelse af at jeg har brug for en frelser – og gudsfrygten fordrer en radikal forandring i, hvad mit livs mål og indhold skal være.

Velsignet være den, der frygter Gud

Gud ser til den, der skælver for hans ord. Den, der forstår alvoren af, at evigheden dikteres af Gud. Jesus selv talte mere end nogen anden om helvede. I den prominente passage kaldet ’Verdensdommen’ beskriver Jesus, hvordan får skal skilles fra bukke. Her skal ”…de som er min Faders velsignede” få himmelen at se og ”I forbandede” få den evige ild at smage.

»For jeg var sulten, og I gav mig [ikke] noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig [ikke] noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog [ikke] imod mig…« (Matt. 25, 35)

De to grupper skelnes på deres barmhjertighed; de velsignede havde mødt nåden og barmhjertigheden og gav den herfor ufortrødent videre, mens de forbandede var blinde og søgte deres eget.

Én vej fører til himmelen: Ham, der skal dømme, har endda sørget for selv at være døren til evigheden, så vi kan undslippe fortabelsen: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.