Et liv i nåde og sandhed

For et par dage siden genlæste jeg nogle af mine understregninger i Karen Blixens bøger Vinter-Eventyr og Syv fantastiske Fortællinger, som fik mig til at tænke over nogle af de tematikker, hun slår an. Et par af dem stiller nogle af de helt store spørgsmål, som hører menneskelivet til nemlig, hvordan man ser sig selv, og hvad det vil sige at være til som sig selv.

I fortællingen Peter og Rosa i Vinter-Eventyr, har Karen Blixen en sjov betragtning af en ræv. Ræven spørger ikke, hvordan man nu er en god ræv eller om man nu fremstår ræveagtigt. For modsat mennesket, som med Søren Kierkegaards beskrivelse er et selv, der forholder sig til sig selv, lever ræven (og alle andre dyr) umiddelbart:

»Jeg så en ræv forleden dag. Ved bænken i birkeskoven. Den så lige på mig og rørte halen lidt. Jeg tænkte, mens jeg så tilbage på den, at den forstod sig på at være ræv, sådan som Guds mening med den har været. Alt hvad den gør eller tænker er just helt og holdent ræveagtigt, der er ingenting ved den fra dens øre til dens hale, som Gud ikke har villet have der, og den blander sig ikke i, den krydser aldrig Guds plan med den.«

Observationen er interessant, fordi ræven udgør et modbillede på mennesker. Vi lever ikke umiddelbart som ræven, fordi vi kan ikke glemme os selv. Ofte kan man fange sig selv i at være overdreven selvbevidst og optaget af, at fremstå eller ikke at fremstå på en bestemt måde som gør, at man i ens ageren er fyldt med beregnende bagtanker, der forhindrer en i at være til umiddelbart. Det bagvendte er, at det ofte er, når vi glemmer os selv, at vi er os selv. Men hvis det er rigtigt, hvordan kommer man så dertil?

Et svar kunne være at lade sig spejle i en anden. For hvis problemet er, at vi er blevet så navlebeskuende, at vi ikke kan se udover og glemme os selv, så findes svaret måske netop ikke i os selv igennem selvfordybelse eller selvransagelse. Sagt på en anden måde, sidder håndtaget til at blive os selv ikke på menneskets inderside, men på ydersiden.

At glemme sig selv

Karen Blixen har en illustration i sin fortælling Vejene omkring Pisa i Syv fantastiske Fortællinger, som beskriver denne bevægelse:

»Den gang jeg var Student…, da lo mine Venner ad mig, fordi jeg havde den Vane at betragte mig selv i alle de Spejle, som jeg kom forbi, og selv havde mange spejle i mine Værelser… De mente, at det skyldtes forfængelighed, og at jeg havde høje Tanker om mit eget Udseende. Men saadan hang det slet ikke sammen. Jeg spejlede mig for at faa at vide, hvordan jeg saa ud. Et spejl – det siger os jo Sandheden om os selv. Med en gysen af Ubehag huskede jeg, hvordan man, da jeg var lille Dreng, for at more mig havde taget mig med i det store Spejlkabinet i København. Derinde ser man sig selv afspejlet til alle Sider, ja i Loftet og Gulvet, i mange Hundrede Spejle, hvoraf hvert eneste forvrænger og fordrejer Beskuerens Ansigt og Skikkelse, forkorter og forlænger og vrider dem i de underligste Kurver, mens det dog altid bevarer noget af hans virkelige Udseende. Nu i aften følte jeg, at denne uhyggelige Sal lignede selve Livet. Saaledes bliver jo vort Væsen genspejlet i ethvert Menneskes Bevidsthed, som vi møder, og saaledes bliver det bestandig fordrejet til en Karikatur, som dog aldrig er helt uden Lighed med vort virkelige Jeg… Men nu en sand Vens Sjæl… den er et oprigtigt Spejl, og derinde staar vort sande Billede…«.

Vi kan ligesom i historien nemt føle, at livet er det her Spejlkabinet, der er fyldt med fordrejede spejle, som henkaster os til en konstant selvvurdering og forvrængede selvbilleder – og hvordan bliver man så fri af dette spejlkabinet? Hvem eller hvad skal sige os, hvem vi er, hvis vores selvbillede forvrænges af både os selv og andre?

At spejle sig i en anden

Det gør vi ved at spejle os i »en sand Vens sjæl… den er et oprigtigt Spejl, og derinde staar vort sande Billede«. Karen Blixen peger vel rigtig nok på venskabet, men kristendommen tilføjer ydermere, at mennesket har brug for at spejle sig i noget endnu mere absolut, grundlæggende og sikkert. Vi har brug for at spejle os i Gud.

I Johannesevangeliet står der om Jesus, at han blev »kød og tog bolig iblandt os« (Joh 1,14), at han kalder os for sine ”venner” (Joh 15,13-15) og at han er ”fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14).

Jesus, Gud selv, tilbyder os at være en sand ven og blive vores oprigtige Spejl, hvor vi kan se vores sande Billede. Det er et billede, som ikke er påvirket af vores eget eller andres forvrængede blik, men et billede fuld af nåde og sandhed.

Sandheden om at vi er skabt og lever i syndig trods mod, hvem vi er skabt til at være. Men også om nåden der tilsiger os: »Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus« (Rom 8,1) og: »Du er min elskede søn eller datter i hvem jeg har fundet velbehag« (Mark 1,11).

Det nådige og sande billede af os selv, som vi får ved at spejle os i Jesus, har evnen til at sætte os fri fra selvvurdering, at glemme os selv og hvile i Guds tilsigelse over os. For deri består det frisættende og befriende: at få tilsagt en identitet udefra og hvile i den. Et sådant billede er dobbelt og sammensat, fordi vi dér kan se den syndige sandhed om os selv i øjnene med Guds nådige tilsigelse. Der tænker vi hverken for højt eller lavt om os selv, men som syndere og retfærdige, gennemskuet og elsket – kort sagt, som vi er coram deo.