Elsk dem, som ikke kan lide dig

Har du nogensinde hørt sætningen ”Du skal elske dine fjender” før? Sætningen kommer fra Jesus i det man kalder Bjergprædikenen (Matt 5:43-44).

Jeg tror, at lige meget om man tror på Gud eller ej, så kan sådan et statement virke virkelig absurd. Når jeg hører sådan et budskab, har jeg mest af alt bare lyst til at lade som at jeg ikke har læst det. At elske nogle som vi ikke bryder os om? Virkelig, Jesus? Kunne du ikke bare bede os om at være søde overfor dem som er søde overfor os? Men Jesus vidste at det ikke var det som var en udfordring. Han sagde endda, at det var noget som selv onde mennesker kunne finde ud af (Matt 7:11).

Men hvorfor er det så svært for os at skulle elske nogle som er vores fjender, og hvad betyder det overhovedet? Personligt mener jeg at det besværlige er, at folk som jeg ser som fjender/fjendtlige, ikke ligefrem er nogle jeg har lyst til at gøre alt muligt godt for. Langt oftere føler jeg at de fortjener en highfive, i ikke i hænderne, men i ansigtet.

Så, kære læser, hvorfor er der overhovedet nogen god grund til at gøre som Jesus siger? Jeg har 3 refleksioner, som kan få det at elske vores fjender til at give mening, også selvom vi ikke altid lige føler at det er det rareste. Måske de kan hjælpe dig?

Vi er alle skabt i Guds billede

Som sagt, ved jeg ikke om du tror på Gud eller ej, men jeg går ud fra at du tilskriver mennesket en vis værdi som udgangspunkt. Den opfattelse af, at mennesket er noget, er dét som får os til at skride til handling når modsatte synspunkt vises rundt omkring i verden. Det er grunden til at vi slås for det, vi ser som basale rettigheder mennesker bør have. Fordi vi ved, at der er noget, der ikke helt stemmer overens med hvordan tingene burde være.

Da jeg begyndte i kirke for 6 år siden, var en af de sværeste ting for mig at forstå, hvor værdifulde vi er i Guds øjne. Jeg tror ikke umiddelbart at det er noget, jeg nogensinde kommer til at forstå fuldkomment, men noget som jeg heldigvis har vokset i forståelse af senere hen.
1. Mosebog beretter bl.a. om, at mennesket er skabt i Guds billede (1 Mos 1:26-27). Det betyder, at vi har noget af Guds væsen i os. Hvor vildt er det ikke lige? Det må alligevel tilskrive os en vis værdi at have det. Historien beretter endda om, at Gud var tilfreds med skabelsen af manden og kvinden – så helt skidt et stykke arbejde har han nok ikke følt han har gjort (det lyder i hvert fald ikke sådan)!

Oven i det, fortæller Bibelen også at Jesus var villig til at dø på et kors for os (Rom 5). De to beretninger virkede fuldkommen vanvittige og er det stadigvæk for mig. Hvordan kan nogen se mig som så værdifuld?
Dog var det sådan, at i takt med at jeg forstod mere og mere omkring, hvad de to historier betød for mig, og hvordan jeg levede, jo mere provokerede de mig også. Hvorfor? Fordi, hvis de her to ting er sande, så er de netop ikke kun sande for mig.
Hvis mennesket er skabt I Guds billede, som kronen på hans skaberværk og at Jesus gik i døden for at hele verden kunne frelses, så handler det her syn på mennesket om langt mere end mig. De sandheder handler ikke kun om min familie eller mine nærmeste venner. De beretter om at hvert enkelt menneske der har vandret på denne jord, dem som er her nu og dem som kommer til at være her i fremtiden, er af ufattelig høj værdi.

Det er dét, som kan være provokerende; selv mennesker, jeg ser som fjender eller som fjendtlige, er også lige så værdifulde som jeg. Det kan godt være at de har gjort noget, som jeg ikke bryder mig om, men i sidste ende er det ikke noget som ændrer på at de også er skabt i Guds billede og at Jesus også døde for dem.
Hvis vi virkelig anerkender vores egen utrolige værdi gennem Guds øjne, kræver det også at vi anerkender andres så godt vi kan. Selv når det er folk vi ikke bryder os om. En af de ting, som var helt vildt ved Jesus, var at han ikke behandlede folk som de behandlede ham. Han prædikede faktisk det modsatte. Han sagde at vi skulle være mod andre som vi ønskede de skulle være mod os. Ikke behandle folk som de behandler os (Matt 7:12).

What’s in it for me?

Som mennesker har vi svært ved nogle gange ikke at tænke ”Ja det er meget fint, men hvad får jeg ud af det?”, når vi bliver præsenteret for noget. Det, jeg indtil videre har fortalt dig, om at elske sine fjender, er ikke lige noget, der lyder særligt fordelagtigt. Ikke lige som det umiddelbart ser ud i hvert fald. Jeg tror dog også grundlæggende på at man ikke nødvendigvis behøver at gøre ting, bare fordi man ikke selv får noget ud af det. Filosoffen Kierkegaard talte om at gøre det gode. Han sagde at det var nok i sig selv. Ikke alt jeg gør, skal nødvendigvis gavne mig.

Men, kan der mon stadigvæk være noget vi også kan få ud af at vise kærlighed til dem, som vi ikke nødvendigvis har lyst til at vise det til? Jeg har ikke en bunke videnskabelige studier der beviser, at der kan være noget om det.
Dog kan jeg fortælle hvordan det personligt har været for mig. Ærligt – jeg synes at det har været utroligt svært at skulle sætte mig for at være kærlig overfor andre jeg ikke føler har gjort det samme mod mig. De gange jeg har gjort det, der har jeg til gengæld følt at der ofte har ændret sig noget indeni mig. Det er næsten som at når jeg gør noget godt overfor en given person (selv når det er en jeg ikke bryder mig om), så vokser jeg i kærlighed for den givne person. Det betyder ikke nødvendigvis at jeg begynder at holde ualmindeligt meget af personen, men mine øjne bliver åbnet mere og mere for at de også er mennesker, og at de også har værdi. Når jeg har haft de oplevelser, dér mærker jeg at jeg er bedre stillet end jeg ville have været uden.

Hvis ordet elske lyder ekstremt for dig, så er du ikke den eneste. Men hvad betyder det også?
Når Jesus siger at vi skal elske vores fjender, kommer det originalt fra et ord der hedder ”Agape”. Det betyder mere eller mindre en slags kærlighed, udtrykt gennem vilje frem for så meget andet. Det er en form for kærlighed, som ikke nødvendigvis indebærer, at vi skal føle for at tale pænt og omsorgsfuldt til den der har såret os, for at kunne udtrykke den. Det er netop en kærlighed der handler ud fra en langt dybere kærlighed. Kærlighed som kun bliver udtrykt ud fra følelser, er så meget fattigere en afspejling af hvad rigtig kærlighed er.

Vi har selv været Guds fjender

En af de tanker som har givet mig et langt større perspektiv på det her med at elske sine fjender er, at jeg selv har stået i en fjendtlig relation til Gud. Selvfølgelig har jeg som de fleste andre mennesker også haft folk, som jeg langt fra har behandlet godt, og hvor jeg formentlig har været hvad, de ville betragte som en slags fjende.
Men, at jeg oveni det også har stået i fjendskab til Gud? Det gør ikke ligefrem det, at være menneske nemmere, når man har gjort sig uvenner mennesker og med universets skaber.

Det fantastiske er dog, at Gud har rettet op på den fjendtlige relation vi har. Han ønsker blot vi er villige til at træde ind i fællesskab med ham. Den form for kærlighed jeg talte om før (Agape kærlighed), er lige præcis hvad Gud har vist mod os. Han viser det til alle os mennesker, som hver især blev skabt i hans billede.
Ofte vælger vi mennesker at træde væk fra fællesskabet med ham for at gå vores egne veje. Dog vil han hver eneste gang stå med åbne arme, når vi har vender os om mod ham igen.
Hvis vi skal kunne vende os mod ham, bliver vi dog nødt til at forstå hvad det indebærer. Hvis vi skal kunne blive tilgivet for vores synder, bliver vi også nødt til at tilgive andre mennesker, også vores fjender (Matt 6:14-15).

Det kan være så ualmindeligt svært at gøre, især når vi ikke føler for det. Men vi er ikke alene i denne situation af at skulle elske vores fjender og at tilgive dem. Jesus blev hånet utallige gange i Hans tid på jorden og blev langt fra behandlet med kærlighed. På trods af dette tog Han valget at dø på korset for vores synder med de barmhjertige ord:

Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør (Luk 23:34).

Vi kommer aldrig til at afspejle Guds kærlighed perfekt, hverken til vores kære eller vores fjender. Hvad vi dog kan gøre for at gøre det nemmere at se det store perspektiv, er at se på Jesus og hvordan han behandlede os, da vi var hans fjender. Da vi mindst fortjente hans kærlighed frelste han os. Det er det ultimative eksempel på at elske sine fjender.