At balancere mellem sorg og håb

Kan glæde og håb sameksistere med sorg og smerte?

I Danmark er vi langsomt ved at vende tilbage til en hverdag, der ligner den, vi kender, fra før coronakrisen ramte. Der er stadig restriktioner – med god grund – og vi må fortsat udvise forsigtighed. Men trods dette kan flere ting nu lade sig gøre, og det bringer hos mange glæde og lettelse, samt anledning til at tænke over de positive effekter, krisen også har bragt med sig. DR har for eksempel opfordret til at reflektere over, hvad man har lært af krisen, og fortælle om, hvis der er noget, man som følge heraf vil ændre i sit liv.

Flere har måske oplevet at få et skarpere fokus på, hvad der egentlig er vigtigt at bruge sin tid på. Eller en ny taknemmelighed over små og store ting i hverdagen. På samfundsplan kan det nævnes, at der har været markant færre ekstremt for tidlige fødsler under coronakrisen, samt at mange danskeres vilje til at hjælpe andre er blevet tydelig.

Jeg tror, at alle disse ting er gode at holde sig for øje. Det er sundt for psyken at fokusere på alt det, man har et være taknemmelig for, og på det, der går godt. Det har været så opmuntrende med alle de initiativer til fællessang, der er spiret frem. Det samler mennesker om håb og glæde. Personligt har nedlukningen for mig givet anledning til nogle livsstilsændringer, som gør, at jeg i dag spiser sundere, og jeg er blevet så glad for mine løbeture, at jeg nu har svært ved at undvære dem. Det har blandt andet været muligt, fordi jeg har tilbragt meget tid hjemme hos min familie, som har bidraget med kærlige skub i en god retning. At være sammen med familien har desuden været et kærkomment pusterum fra hverdagen – og ikke mindst en unik mulighed for at tilbringe mere tid med dem, hvilket jeg er meget taknemmelig for.

Men.

Samtidig stiger og stiger tallene for smitte og død på verdensplan. Det er særligt hjerteskærende lige nu at læse om USA, Brasilien, Indien og Sydafrika – for bare at nævne nogle. Coronavirus rammer flygtningelejre, hvor muligheden for værnemidler, god hygiejne og isolation af smittede er stort set ikke-eksisterende. Lande som Yemen og Syrien, der i forvejen er ramt af langvarige borgerkrige, er på randen til kollaps. I både Yemen og Zimbabwe sulter millioner af mennesker.
Corona kommer ikke ligefrem belejligt oven i de humanitære katastrofer, som i forvejen findes mange steder.

Og én ting er lande, som i forvejen er hærget af krig, tørke og sult. Men så er der USA, som under coronatruslen pludselig ligner et u-land, når TV-avisen viser billeder af kilometerlange bilkøer ved maduddeling, fordi mange ikke har noget sikkerhedsnet, når de mister deres job som følge af nedlukning. De billeder, sammenholdt med tallet for millioner og atter millioner af arbejdsløse amerikanere, rystede mig. Er det her virkelig den ressourcestærke, politiske stormagt? Land of the free?

For slet ikke at tale om de mange personlige tragedier bag tallene, også herhjemme. Mennesker, der har mistet deres kære, som pludseligt og uventet blev ramt af COVID-19. Mennesker, der har mistet deres job, og måske endda set deres livsværk blive lagt i ruiner. Mennesker, der kæmper med ensomhed og psykiske lidelser, og som har fået det værre under krisen.

At pege på håb

På den baggrund kan jeg blive en anelse irriteret, hvis nogen frejdigt og med lethed proklamerer: ”Lad os nu fokusere på alt det positive!” Hvad mon indbyggerne i Bergamo, hvorfra ligene blev kørt væk i militærlastbiler, ville føle ved sådanne opmuntrende udsagn?

Faktisk bliver jeg især irriteret, hvis jeg fornemmer en vibe af denne tankegang hos kristne. Og allerede her peger fingeren mod mig selv, for jeg kan ikke afvise, at det kunne være mig selv på visse dage – særligt for fem-seks år siden. Det er helt sikkert velment, og jeg tror, det kommer fra et ønske om at bringe håb til en verden, der lider. At vise, at Jesus giver håb! At man, når man lever som kristen, har et håb og en vished, som aldrig kan rokkes. Sikker grund under fødderne, som ikke smuldrer – selv, når jorden skælver, og det stormer (Sl 46,2-4; Matt 7,24-25). Og hvor ER dét sandt. Og hvor er det vigtigt, at vi bærer dette håb til en lidende verden!

Den Jesus, der kom til mennesker i kød og blod, og som bor i dem, der tror på Ham, kan bringe håb og fred, hvor ingen andre kan. Jeg tror bare ikke altid, at det ser ud, som jeg/vi forestiller os. For mister vi ikke alt håb af syne, hvis vi for alvor tør at lade verdens nød og ulykke krybe ind under huden? Eller omvendt: Er det ikke kynisk at insistere på håb over for mennesker, som har været vidne til et mørke så sort, at vi har svært ved overhovedet at forestille os det?

En del af svaret er nok, at det afhænger af måden, hvorpå vi lever i de uundgåelige spændinger. Man kan for eksempel finde en manual i, hvordan man ikke skal gøre, ved at observere manden Jobs ”venner” i Jobs Bog i Bibelen.

Glæd jer med de glade, græd med de grædende

Ofte har vi en tendens til at tænke, at glæden og sorgen – taknemmeligheden og smerten – er hinandens yderpoler og modsætninger. Bibelen giver et langt mere nuanceret billede af, hvor komplekst vores følelsesliv kan være. Jeg er især glad for det sted, hvor apostlen Paulus taler om at være ”sorrowful, yet always rejoicing” (2 Kor 6,10a ESV). Jeg tror, at ét af kristendommens unikke bidrag er at vise, hvordan man både kan leve med dyb sorg og smerte, og opleve dyb glæde, håb og mening. Ikke altid i samme øjeblik (selvom det også er muligt) – men som et overordnet mønster.

Præst og forfatter Paul Tripp taler om “two types of responses that the Bible calls us to all the time” (ikke mindst under corona-krisen), nemlig: ”Glæd jer med de glade, græd med de grædende” (Rom 12,15), som Paulus skriver. Det var den samme Paulus, som på den ene side beskrev, at han havde ”… en stor sorg, der altid piner mit hjerte” (Rom 9,2), og på den anden side opmuntrede kirken i Filippi med ordene ”Glæd jer altid i Herren!” (Fil 4,4a). Paul Tripp sætter med et dybt bevægende poetisk udtryk ord på glædens og sorgens sameksistens i det kristne liv:

Sorrow combines with joy,

sadness mixes with celebration.

Mourners rejoice,
tearful jubilation.

Two pathways running together,

until sorrows are no more
and unfettered joy reigns

forever.

May we be the saddest, most celebratory community on earth. May that weeping and rejoicing be the response of our hearts today, tomorrow, and the days that follow.

At finde ind i Bibelens sprog for sorg og klage

Jeg faldt under coronakrisen ”tilfældigt” (jeg tror ikke på ”tilfælde”) over en bog på nettet, som jeg besluttede mig for at købe. Titlen er ”Dark Clouds, Deep Mercy – Discovering the Grace of Lament”. Jeg har ikke læst den endnu, men fornemmer allerede, at den er et unikt og virkelig vigtigt perspektiv på det kristne liv i det 21. århundrede. Forfatteren Mark Vroegop beskriver sin egen rejse ind i Bibelens sprog for sorg og klage, og han påpeger, at mindst en tredjedel af salmerne i Salmernes Bog er klagesange:

”One out of three psalms is in a minor key. Just think about that! A third of the official songbook of Israel wrestles with pain. But consider how infrequently laments appear in our hymnals or in our contemporary songs. I find this curious and concerning. Could it be that our prosperity, comfort, and love of triumphalism are reflected in what we sing? Is it possible that our unfamiliarity with lament is a by-product of a subtle misunderstanding of Christian suffering? Don’t get me wrong, there certainly is a place for celebration and joyful affirmation of the truths we believe. But I wonder about the long-term effect if the contemporary church and its people consistently miss this vital dimension of Christianity […] Laments are in the Bible for a reason.” (s. 30).

Jeg har selv oplevet, at jeg manglede et sprog for at bringe alle de overvældende nyheder, jeg beskrev ovenfor, frem for Gud i bøn. Salmernes Bog i Bibelen er en unik gave til netop dét formål. Jeg vil opmuntre dig til at prøve at bede ud fra nogle af Salmerne – både til personlige emner, og i situationer som den, vi er i på verdensplan lige nu. Jeg har læst mange af Salmerne en del gange, men at bruge de bibelske salmers sprog i bøn har faktisk gjort mig overrasket over den hudløse og rå ærlighed, som mange af dem rummer.

At sørge med håb

Og målet med denne klage og ærlighed over for vores Gud, som er fuld af medfølelse, omsorg og barmhjertighed, er ikke bare at blive i smerten – selvom det kan være nødvendigt for en tid. På bagsiden af førnævnte bog lyder beskrivelsen:

Lament is how you live between the poles of a hard life and trusting God’s goodness. Lament is how we bring our sorrow to God – but it is a neglected dimension of the Christian life for many Christians today. We need to recover the practice of honest spiritual struggle that gives us permission to vocalize our pain and wrestle with our sorrow. Lament avoids trite answers and quick solutions, progressively moving us toward deeper worship and trust.” (min fremhævelse).

Bibelsk klage viser vejen til, hvordan vi både kan sørge – med rette – over al den død, ødelæggelse og sygdom, der findes i verden. Og holde fast i, at vi har et håb, der overgår vores vildeste fantasi. At lægge vores klage og sorg frem for Gud er en vigtig vej til glæde, tilbedelse, tillid og håb. Det kommer måske ikke med det samme. Men vi véd, at det en dag vil. Desuden ligner vi Jesus og afspejler hans hjerte, når menneskers smerte, sygdom og sorg bringer medfølelsen op i os (Matt 9,35-36). Jesus lukkede ikke sit hjerte for menneskers lidelse eller negligerede den, men trådte direkte ind i den. Lad os have mod til at gøre det samme.

Midt i parakdokset

Jeg har en stor forkærlighed for bandet Rend Collective, fordi jeg synes, de formår at udtrykke sorgens og glædens samtidige paradoks med ærlighed, ægthed og integritet. I sang efter sang. Som f.eks. i ”I Choose to Worship”: “Though there’s pain in the offering, I lay it down/Here in the conflict/When doubt surrounds/Though my soul is unraveling I choose You now”. Smerten er dyb og ægte, men det er tilbedelsen og glæden også. I øjeblikket er jeg særligt glad for sangen ”Defiant”:

I will not go quietly, I will not go silently

Into the night, let praises rise

Though my doubts are taunting me, and my fears are deafening

Here in the night, let praises rise

From the valley of defeat
Comes a cry of victory

Defiant against the darkness

I will declare Your goodness

In the highs, in the lows
In the winter of my soul

Defiant until the breakthrough

Trusting the mountain will move

In the highs, in the lows 

You will never let me go.

… Jeg tror, at det kristne budskab er en unik stemme ind i en brudt verden: Der ér udødeligt håb – uden at vi behøver at negligere smerten. Jeg kan så godt lide måden, hvorpå Salme 126 (vers 5-6) beskriver den glæde, vi har i vente, selvom der lige nu er tårer:

De, der sår under tårer, 
skal høste med jubel. 
Grædende går han ud, 
mens han bærer såsæden; 
med jubel vender han hjem, 
mens han bærer sine neg.

I Jesus, som var fuldt ud Gud og fuldt ud menneske, er Gud selv trådt ind i vores smertelige virkelighed, og Han er fuld af medfølelse (Es 54,10; Sl 145,8-9; Matt 14,14). Han er god, også i mørket. Mit håb er, at mennesker må se og møde Ham gennem vores respons på dét, der sker i verden lige nu.

May we be the saddest, most celebratory community on earth.