Et kort argument for kirken

Jeg kender ikke dit forhold til kirken. Eller til organiseret religion. Måske er det en stor del af din hverdag – måske går der måneder mellem du skænker den en tanke. Det kan også være du er en af dem, der efter måneders nedlukning, faktisk har oplevet at livet kan være godt og meningsfuldt, selvom kirkerne holder lukket. Det er jo en meget reel erkendelse.

Det følgende vil være et argument for kirken – ikke forstået som kirkebygninger i alle former og afskygninger, men som det menighedsfællesskab, der findes på tværs af teologiske tolkninger og landegrænser. Altså hvorfor giver det mening at vi samles i kirken – som kirken?

Er du en del af et kirkeligt fællesskab, har du helt sikkert nogle personlige grunde til at du kommer – måske tror du inderligt på at Guds er igang med at gøre noget i dit lokalområde, som du vil være en del af, måske er det fedt at være en del af det kristne fællesskab eller måske håber du på at møde en anden sød kristen, som du kan holde i hånden under lovsangen (alle grunde er helt legitime…).
Mit indtryk er dog at kirke – også for os, som ser det indefra, kan blive så indforstået at vi overhovedet ikke forstår.

Noget af det vigtigste, når vi taler om kirke, er, at den først og fremmest er et fællesskab.

Det er kendetegnende for vores kultur idag, at vi værdsætter vores individualitet og frihed mere end noget andet. Vi er alle snefnug, fuldstændigt unikke og frie til at gøre, hvad der passer os. Misforstå mig ikke – jeg tror på, at vi i skabelsens gudbilledlighed peger på forskellige facetter af Guds karakter, og jeg taler ikke imod friheden til at kunne udtrykke sig selv, for det er vigtigt.
Men netop menighedstanken ofres ofte på individualitetens alter, i det nuværende kulturelle klima. For tanken om et forpligtet fællesskab, som kræver at jeg nogle gange ofrer mig, hvor der oven i købet skal være plads til alle – de “nice” og de højrøstede, kan være vildt udfordrende. Også for os, som er født ind i det.

Vi kan enten helt afvise kirken med påstanden, at Gud alligevel er allestedsnærværende, så derfor behøves jeg ikke være en del af et kirkefællesskab og deltage i de aktiviteter der er.

Vi kan også nogle gange komme til at forme kirken og dens plads i vores hverdag efter vores forståelse og prioriteringer, så det passer ind, sammen med alt det andet vi foretager os, som skal skabe den bedste udgave af os selv. Det kan jeg i hvert fald. Og så kan det blive noget jeg dukker op til, hvis ikke jeg får et bedre tilbud.

Men jeg tror at Guds vision for hans kirke er meget større, end at det skal bare skal være en distanceret spiritualitet eller en hyggelig aktivitet en gang imellem. Gud har selv tænkt tanker med at kalde mennesker ind i fællesskab med ham selv og andre.

Gud samler sig et folk

Det er helt centralt i den bibelske fortælling at Gud samler sig et folk. I Det Gamle Testamente ser vi, hvordan Gud udvælger Abraham til at blive stamfader for hele det israelitiske folk – et folk, som skal være hans repræsentanter her på jorden – et folk der samles i tilbedelsen af ham. Med Jesus udvides invitationen til folk fra alle kulturer og samfundslag. Guds folk var nu ikke længere en etnisk gruppering, men alle dem, der gennem tiden har bekendt at Jesus fra Nazareth virkeligt var Guds søn.

Johannes Åbenbaringen, som beskriver de sidste tider, fortæller om et bryllup, hvor Jesus er brudgommen, som ser hengivent og forventningsfuldt på sin brud: kirken.
Der er ikke tale om millioner af kristne i brudekjoler på den anden side, men én brud, som billedet på hans forenede kirke. Genoprettelsen af verden, som den var tænkt til at være, er altså mere kollektiv, end vi måske her i vores skandinaviske distancerede kultur umiddelbart synes om.

Jesus selv beder om, at kirken må være ét ligesom han er ét med hans fader (Joh 17,20-23) og netop fællesskabets enhed bliver et af den første kirkes største vidnesbyrd (ApG 4,32ff).

Det virker altså til, at Gud ikke bare samler på kristne spredt rundt omkring i deres egen små universer. Han samler sig et folk, som lever i fællesskab med ham og hinanden. Et folk, som strækker sig gennem tid og rum, og som i enheden peger på en dyb sandhed om ham selv: at han som Fader, Søn og Helligånd er en relationel Gud.

Den første kirke

Det er ikke mere end en måned siden vi fejrede pinse, som markerer kirkens fødselsdag. Her sender Gud Helligånden som sin talsmand her på jorden – og de første efterfølgere af Jesus oplever igennem Helligånden at Gud er nærværende her på jorden – en oplevelse, der skaber frimodighed og fællesskab.

Efterfølgende beskrives den første kirke – en tekst, jeg ofte læser med længselsfulde suk.
Apostlenes Gerninger beskriver:

»De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst«

I denne beskrivelse af den første kirke ser vi nogle af kirkens tiltænkte funktioner: det er et fællesskab, som peger på Gud i det de lærer og beder om, samt i nadveren, som peger på Jesu offer på korset. Det er et fællesskab, som rækker ud over sig selv og lever gavmildt med deres ressourcer og tid og inviterer andre med. Et fællesskab der samles om det samme håb for at opmuntre hinanden til at leve et liv, der afspejler netop dét håb.

Jeg tror faktisk ikke at Guds tanker om kirkens plads her på jorden er markant anderledes idag, selvom der er gået 2000 år. Kirken er stadig et fællesskab af troende som samles omkring tilbedelsen af Gud og som er kaldet til at række ud over sig selv. Det kan se meget forskelligt ud – der kan være både elguitar og orgel. Jubel og stilhed. Det afgørende er sådan set ikke så meget formen. Det er fællesskabet med Jesus og hans brud: det kristne fællesskab.

Er kirkens fællesskab så perfekt? Nej. Hvor to eller tre er samlet i Jesu navn vil der opstå konflikter. Kommer det til at kræve noget af os at leve som Guds folk? Sikkert. Det kan være det kræver dine søndage, hvor der ellers var Premier Leauge eller mulighed for at sove længe. Det kan være det kræver at du engagerer dig i menneskers liv, som du ellers ikke havde valgt at prioritere. Men Gud gav sit alt, for at kunne invitere dig ind i fællesskab med sig selv…

Det afgørende er, at vi i vores bekendelse af Jesus som Guds søn, indlemmes i en meget større fortælling. Vi bliver en del af fortællingen om Gud, der samler sig et folk, som en dag skal mødes til fest og jubel sammen med ham. Og indtil den dag er kirken – eller menigheden – dér, hvor hans folk samles om netop dette håb.

Livet med Gud er altså ikke tænkt til at være en ensom rejse gennem livet, men det er en invitation ind i det fællesskab, som Gud samler omkring sig selv – i kirken.