Tør du være uenig?

”Præcis” er blevet et ord, som jeg siger ret ofte. Det har jeg fundet ud af, fordi Siri, den virtuelle iPhone-stemme, altid reagerer, når jeg siger det. Så snart jeg siger ’præcis’, responderer den. Det er som om, at jeg har sagt ordet så mange gange, at den genkender det. Det skræmmer mig lidt. Det skræmmer mig, fordi jeg altid bliver enormt forskrækket, når Siri pludselig dukker uventet op i den samtale, jeg lige havde gang i. Men det skræmmer mig faktisk mest, at det netop er ordet ’præcis’, som Siri responderer på.

Hvad er der skræmmende ved det? Måske er det nærmere tankevækkende. For det, at min iPhone har gjort mig bevidst om, at jeg så ofte bruger ordet ’præcis’, har fået mine øjne op for en tendens, jeg oplever blandt mine venner og jeg. En tendens til konstant at anerkende hinanden. En tendens til konstant at stræbe efter at være enige, og dermed også en tendens til ikke at turde være uenige, og ikke at turde konfrontere hinanden med det, vi ikke forstår eller det, vi er uenige med hinanden i. En tendens til at sige ”præcis” selv, når vi ikke er enige.
Selvom jeg ved, at mange bevæger sig i omgangskredse, hvor det nærmest anses som værende ideelt at være uenige og at diskutere, tror jeg alligevel, at mange af os kan nikke genkendende til denne anerkendende tendens; tendensen til at anerkende for at undgå uenigheder og konfrontationer. Det gør jeg i hvert fald.

Den anerkendende løgn

Vi sad på stranden. Det var morgen. Vi havde lige været ude at bade i det stille hav, og nu sad vi på tæppet og lod os varme af morgensolens stråler og den varme kop kaffe, vi havde medbragt. Roen faldt over os, som vi sad der på stranden. Min gode veninde og jeg. Min veninde var fyldt af tanker om, hvilke planer der mon var lagt for hende. Hvad hun skulle med sit liv. På et tidspunkt fortæller hun mig, at hun overvejer at opsøge en clairvoyant. Hun har hørt godt om det, og hun overvejer, om det kunne give hende vejledning.
Hendes øjne rettede sig mod mig, for hun ønskede min respons. »Okay, dét kan jeg godt forstå«, sagde jeg anerkendende, selvom min første umiddelbare tanke var, at jeg ikke syntes om idéen. Her vil jeg lige pointere, at jeg i virkeligheden ikke ved særligt meget om, hvad en clairvoyant gør eller kan, men jeg tror på og er overbevist om, at der findes et andet sted, som kunne give min veninde bedre hjælp. Derfor var jeg ikke vild med ideen.
Vi talte videre om hendes tanker om at opsøge en clairvoyant, og min veninde afslutter samtalen med ordene »nå, ej, jeg troede ikke, du ville synes om den slags«. Dén sætning blev tankevækkende for mig. Havde jeg lige anerkendt min venindes forslag om at opsøge en clairvoyant, selvom jeg ikke syntes om ideen? Havde jeg lige sagt ”præcis” til noget, som jeg i virkeligheden ikke var enig i? Hvorfor turde jeg ikke fortælle hende sandheden om mine tanker?

Den irriterende sandhed

Jeg tror, at den største årsag til at undgå at fortælle hende sandheden var, at jeg var bange for at såre hende. Hvad nu hvis det, at jeg nedlagde hendes idé om, at en clairvoyant kunne hjælpe ville gøre hende ked af det? Eller irriteret?
Jeg tror ofte, at vi holder tilbage med sandheden af frygt for at såre den anden. Af frygt for at gøre den anden irriteret. Især fordi vi måske selv har oplevet hvor irriterende og sårende, sandheden kan være.
Jeg husker i hvert fald særligt en episode, hvor jeg syntes, at sandheden var irriterende. Det er en del år siden. Jeg lå i min seng. Jeg var frustreret. Jeg kan ikke huske på hvem eller hvorfor, men jeg kan bare huske, at jeg følte mig uretfærdigt behandlet af nogle venner. Og så lå jeg der, og havde brug for hjælp. ”Jesus”, tænkte jeg. Det er ham, der kan hjælpe mig nu. ”Han er da i hvert fald på min side”, tænkte jeg.

Jeg tog fat i min bibel og spurgte ham, altså Jesus, om han ikke på en måde ville tale til mig og hjælpe gennem de ord, jeg helt tilfældigt slog op i bibelen. Jeg åbnede den på en tilfældig side og lod min finger dumpe ned på et tilfældigt vers. »Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?« (Luk 42,6) var dét vers, som jeg slog op på. Det kunne han ikke mene, vel? Var det verset, som skulle hjælpe mig? Et vers som tydeligvis ville fortælle mig, at jeg skulle lade være med at fordybe mig i de uretfærdigheder, jeg syntes mine venner havde begået imod mig, men i stedet rette mit blik mod mig selv og mine egne uretfærdige handlinger. Det irriterede mig. Det irriterede mig, at Jesus fortalte mig, at jeg skulle rette blikket mod mine egne fejl fremfor de andres. Og det irriterede mig, fordi det var sandt.
Det var sandt, at mit fokus var rettet så meget mod de andres fejl, at jeg ikke kunne se mine egne. Jesus fortalte mig den irriterende sandhed.

Den irriterende, men kærlighed, sandhed

Sandheden kan være irriterende. Den kan være sårende. Men selvom Jesus irriterede mig, da han fortalte mig sandheden om, at jeg skulle fokusere mere på mine egne fejl, er det alligevel altid den irriterende sandhed fremfor den anerkendende løgn, som bliver min hjælp. Og dét at Jesus ikke taler mig efter munden er en af de største grunde til, at jeg synes, han er fremragende. At jeg elsker ham.
Han bryder nemlig den der anerkendende tendens. Han konfronterer mig med det, han er uenig i. Han siger ikke ”præcis”, når han ikke er enig med mig. Han siger, at jeg skal se bjælken i mit eget øje fremfor splinten i den andens. Han siger, at jeg skal elske mine fjender. Han siger, at jeg skal vende den anden kind til. Og sådan er der utallige eksempler på hvordan Jesus ikke taler mig efter munden, men derimod fortæller mig sandheden, som jeg egentlig ikke gider at høre. I øvrigt tror jeg, at det ofte er det, som gør, at nogen, inklusiv mig selv i visse perioder, kan få det der med kristendommen og det med Jesus galt i halsen. Fordi Jesus ikke, som så mange af menneskerne omkring os, taler os efter munden. Fordi han tør konfrontere os med den irriterende sandhed.

Men selvom den sandhed, som Jesus kan finde på at fortælle os er irriterende, oplever jeg alligevel, at Jesus formår at fortælle sandheden samtidigt med de kærlige ord om, at han »fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny« (Sef 3,17). Derfor tror jeg, at Jesus er en bedre hjælp end nogen anden. Fordi han fortæller den irriterende sandhed, som vi egentlig ikke gider at høre samtidigt med, at han fortæller os, at han elsker os. At han fryder sig i glæde over os. Og dét ville jeg ønske, at jeg og vi kunne lære af Jesus. At turde bryde med den anerkendende tendens til at sige ”præcis”, når vi ikke mener det, men derimod fortælle hinanden den irriterende sandhed – på en kærlig måde. Præcis!