Sommerens sødme

Endelig blev det sommer. I år har det føltes som om, at den har været helt exceptionelt lang tid undervejs. Pandemiens lange skygger har længe holdt os indendørs, og adskillige arrangementer, man havde set frem til, er blevet aflyst. For min egen del i en sådan grad, at jeg nærmest har spekuleret på, om sommeren mon virkelig ville komme, men det gjorde den altså. Og med sommer kommer dufte. »Det dufter lysegrønt af græs«, skrives der blandt andet i en kendt og afholdt salme. Der er noget håbefuldt ved sommer, som ligesom løfter blikket op fra dunkelhed og tungsind, og hvor har det været tiltrængt.

Af samme grund vil jeg lade det med pandemien stå, for der er så mange andre dufte end sygdom og mismod i den verden, vi lever i. Eksempelvis, gætter jeg på, er der mange, der i en fart skal have stablet et bryllup på benene. Bryllup og sommer går godt hånd i hånd. Sommer dufter af lys, varme, endorfiner, blikke, badeture, lårkort, ferie, udland, rødvin, hvidvin, blomstereng, kys, på hånd, på kind, på pande, på mund. Sommer dufter af lykke.
Det giver god mening, når man har al tid i verden, og smil pludselig er de letteste folder at lægge sit ansigt i. Man behøver bare at undlade at gøre modstand. Det er den ene tid på året, som vi sætter vores lid til, vil gøre alt andet godt igen. Man kan udholde meget hverdagstristesse med løftet om en god lang sommerferie forude.

Dage, der skuffer

Og selvfølgelig er det mest af alt indbildning. Vi ved det godt. Efteråret kommer lige i kølvandet på sommeren, men den kaster også sine skygger indover den lyse tid. Sommeren bliver aldrig helt det, den skulle have været. Den helbreder ingen dybe sår. Og nogle dage regner det, nogle dage har man lagt for få planer, nogle dage arbejder man på en konservesfabrik for at tjene penge til næste semester, nogle dage bliver ens håbefulde invitation på en date med hende den lyshårede, man har brugt et helt semester på at bage på, afvist, nogle dage skuffer.

En skuffelse af den slags, der er den dissonans, som kan opstå i relationen mellem vores idealforestilling om fremtiden og fremtiden, som den viser sig at være. Og det er givetvis ikke kun sommeren, der bringer en sådan mislyd med sig. Vi hører den hele tiden, i alt hvad tilværelsen byder os af uindfriede løfter, idealer og håb. Selvom vi kender fænomenet godt, er vores problem imidlertid, at vi ofte er ringe rustet til at møde skuffelserne.

Allerede, endnu ikke

I kristendommen finder vi dog et bolværk mod dette. I teologisk fagsprog kaldes det korsteologien. Det er den teologi, som har øje for afmagten i menneskelivet, selv hos det menneske, som lever i en tæt relation med Gud. I bibelsk sprogbrug møder vi det også i omtalen af allerede/endnu ikke.

Der er allerede sket en grundlæggende forvandling og omstødelse af verden, som vi kender den. Som det siges i et af de fire evangelier i det Nye Testamente: »Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet« (Joh 5,24). Omvendt er der ting, som endnu ikke er nået til fuldendelse. Skuffelserne er der stadig. Vi skuffes, og vi skuffer os selv og andre, eller som Paulus i et af sine breve skriver: »Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?« (Rom 7,24).

Den fremtid, som ikke rummer skuffelser

Kristendommen ser med andre ord realistisk på tilværelsen. Der tegnes på intet tidspunkt i Bibelen et glansbillede af jordelivet. Men til gengæld får man fornemmelsen af, at Bibelen er i tæt forbindelse med, hvad det vil sige at være menneske.
På samme tid er Bibelens Gud også den gud, der så at sige kommer fra fremtiden – den fremtid, som ikke rummer skuffelser. Det er som den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, omtaler ham: Han er den som var, er og kommer. I kristendommen tales der nemlig også om en fremtid, hvor der ikke længere skal være en mislyd i forholdet mellem det, der håbes på, og det der indfries. Vores længsel efter alt det ultimativt gode, sande og skønne i dette liv peger frem mod en tid, hvor alt dette skal indfries.
Derfor: Tag sommeren ind, med alt hvad den rummer af velsignede solrige dage og skuffende regnvejrsdage, for det minder os alt sammen om den fremtid, vi har i vente.