Da ensomheden blev brudt

Jeg vil vove at påstå at vi allesammen en eller anden gang har oplevet ensomhed. Nogle måske mere voldsomt end andre, og helt sikkert at vi allesammen har oplevet det i forskellige situationer og relationer.

Dansk Røde Kors beskriver ensomheden i det danske samfund som den nye folkesygdom. En lidelse der lurer om hjørnet for os allesammen. En lidelse som de fleste af os faktisk enten kæmper med, eller kommer til at kæmpe med. Noget vi som samfund er nødt til at indse at vi skal bokse med, og finde en løsning på.

Paul Simon fra Simon & Garfunkel synger I sin sang “American Tune” følgende linjer:

Oh, but I’m alright, I’m alright
Though I’m weary to my bones.

De sætninger har siddet i mit hoved som et konstant ekko de seneste uger. I lyset af de udfordringer med ensomhed som det danske samfund i de seneste år har stået overfor, bliver jeg igen og igen mindet om de linjer, og jeg tror på at de er et udtryk for en meget typisk holdning iblandt os som danskere, og som mennesker.

Vi har det godt. Vi har det jo virkelig godt i Danmark, selvom vi er trætte helt ind til benet. Selv om vi er udmattede og på randen af kollaps, så har vi det jo okay. Det kunne jo være værre. Vi har det fint.

Men hvad sker der hvis vi tør at åbne døren, og se indad? Og måske opdage at vi ikke altid har det fint?

For ser vi, ensomheden er jo ikke bare manglen på nogen at være sammen med. Selv mennesker der omgiver sig med masser af venner og bekendte kan være ensomme. Mennesker i dybe, både nye og gamle kærlighedsrelationer, kan være dybt ensomme. Selv folk med de bedste familierelationer, kolleger, studiekammerater, venner og så videre kan opleve ensomhed.

Ensomheden i det kristne perspektiv

Bibelen nævner også ensomheden ofte, og på mange forskellige måder. Vi kan for eksempel læse i Salme 25 at salmisten skriver:

Vend dig til mig, og vær mig nådig,
for jeg er ene og hjælpeløs. (Sl 25,16)

Der er sådan en tydelig desperation i det ovenstående. Det er et menneske, der er overvundet af ensomhed og følelsen af at være hjælpeløs. Et menneske, der råber på nåde og ønsker at Gud vender sig til ham, og så han ikke længere skal være ensom.

Ensomheden stikker langt dybere end den fysiske og sociale mangel vi kan opleve. Jeg tror på at ensomheden ligger i at vi som mennesker ønsker at nogen kigger os i øjnene og forstår os. At der er nogen der giver os værdi. Elsker os fordi vi er os. Bekymrer sig for os, husker på os, ønsker os det bedste altid og sørger med os når vi oplever det værste. Behovet for at være helt igennem forstået og elsket. Manglen på den realitet, tror jeg, ligger grund til den evindelige ensomhed der gang på gang binder og paralyserer os.

Men hvorfor så, selv i livets nærmeste relationer, kan vi stadig opleve ensomheden så kraftigt? Hvad er det der gør, at vi ikke kan opnå det vi længes efter, og hvorfor er der ikke er nogen der forstår os som vi er? Hvor skal vi kigge henne? Hvordan kan vi have en længsel, der ikke nogensinde kan tilfredsstilles?

Relationen til Gud

Bibelen fortæller os at det grundlæggende vilkår for menneskets nuværende eksistens er at vi rev os selv væk fra den perfekte eksistens sammen med Gud. At vi kastede den kærlighed Han gav os bort, i et ønske om selv at opnå lignende eller højere. I et ønske om at blive vores egne herrer.

Det er derfra vores ensomhedslidelser stammer. Ensomheden, som vi oplever at menneskelig relation kan ikke tilfredsstille, kan ikke tilfredsstilles fordi den bunder i noget meget dybere og meget mere grundlæggende end vores menneskelige relationer; vores relation til Gud.

Hvis vi tør at tage de briller på, og kigge ud over vores samfund, vores liv og vores relationer med hinanden, så er der meget der måske pludselig får lov at stå klart i et nyt lys. Vi bliver skuffede over hinanden fordi vi grundlæggende har en “fabriksfejl” der ikke kan fikses med lappeløsninger. Vi har en fejl der hedder at vi lige præcis står alene, at vi har skabt os et liv hvor vi ikke er afhængige af noget større eller noget andet end os selv, selvom vi var blevet skabt til fællesskab, samvær og nærvær. Og det river os itu indefra, det forkrøbler os.

Ensomheden kan være så altomfattende og så indgribende at den slår os omkuld. Den kan få os til at betvivle vores værd, betvivle om vi overhovedet dur til noget, om der overhovedet er nogen der holder af os.

Vi kalder som nævnt ensomheden for den nye folkesygdom. Den er overalt, og selvom vores verden bliver mere og mere forbundet, og mange nu har været eller stadig er tvungne til at være hjemme med hinanden, så går det mere og mere op for os hvor alene vi er. Hvor lidt vi kan tilfredsstille hinandens grundkrav.

Og det drager tankerne tilbage på Gud, for hvordan kan Han efterlade os i sådan en situation? Han ser os lide, og Han ved om nogen hvad svaret er. Jeg tror, som tidligere nævnt, på at det er det faktum at vi trak os fra Gud der ligger grund til vores ensomhed. Hvor er Gud i det, hvis det er Ham, der er svaret?

Her er vi også nødt til at ty til Bibelen. For der læser vi i Esajas bog en profeti om den kommende Messias:

Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede (Es 61,1).

Jesus som ensomhedens afskaffer

Der er måske ikke nogen mere kompliceret og på samme tid simpel begivenhed som det, at Jesus kom for at frelse os. Men, grundlæggende kan vi sige at Gud sendte Jesus, sin søn, for at genetablere hvad der var blevet brudt. For at genopbygge den bro vi havde brændt. For at se os i vores ensomhed, og række os samværets gave. For at kigge os i øjnene og sige “Jeg kender dine skuffelser. Jeg kender dine drømme. Jeg kender dine sår og lidelser, dine glæder og sejre. Jeg tror på at du er skabt i kærlighed og med kærlighed, og du er elsket af mig, mig der kender dig helt til benet, alle dine tanker, følelser, din fortid, nutid og fremtid. Og jeg elsker dig, som ingen anden kan det.

Som Esajas skriver, så kom han for at bringe lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at løslade os og udråbe frigivelse over os.

Og så kan vi tænke “Men hvordan vil han nogensinde kunne forstå det? Hvordan kan han være der med os, når han er Gud og vi er menneske?”. Og det er et godt spørgsmål.

For da Jesus hænger på korset, og er på vej imod døden, udbryder han pludselig: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Matt 27,46).

Jesus citerer her en gammel salme, et udråb om hjælp og en konstatering af ensomhed fra Gud. På grund af vores synd som Jesus tog på sig, forlod Gud Jesus i det her øjeblik, og Jesus oplevede på korset en ensomhed så dyb som vi aldrig har oplevet den. Og Jesus dør i sin ensomhed fra Gud, og med sig tager Han al vor synd og skam.

Lige præcis fordi Jesus oplever den ultimative ensomhed, skal vi aldrig være ene, skal vi aldrig være alene. Fordi Han tager den ensomhed som vi har fortjent, og giver os et fællesskab og samvær vi aldrig ville kunne gøre os fortjent til.

Det ultimative fællesskab med Jesus

Og hvis vi lykkes i at forstå det budskab, så tror jeg på at vores indre liv vil blive gennemgribende forandrede. Det betyder ikke at vi aldrig vil føle ensomhed. Det betyder ikke at vi altid vil være glade og føle at vi er elskede, ønskede og kendt. Men det ændrer ved vores grundvilkår. Det betyder at vi aldrig nogensinde rent faktisk vil opleve den ultimative ensomhed.

For pludselig er det rungende hulrum som ingen kan tilfredsstille, som ingen kan udfylde, og som sender os på en ny vej hver anden måned, i et ønske om endelig at finde det der virkelig tilfredsstiller. Pludselig er det hulrum fyldt ud. Fyldt ud med kærlighed, selvopofrelse, værdi og håb. Pludselig er fremtiden ikke mørk, men lys. Pludselig er livet aldrig håbløst, for det evige håb lever i os.

Pludselig er den en der kender vores skuffelser, kender vores drømme. En der kender vores sår og lidelser, glæder og sejre. En der har skabt os med kærlighed og elsker os helt ind til benet, alle vores tanker, følelser, vores fortid, nutid og fremtid. En der i ubetinget kærlighed har oplevet den ultimative ensomhed, for at vi aldrig skal opleve den.

Og selv når vi så vågner, og ensomhedens mørke den dag har taget på os, så kan vi se frem mod en fremtid hvor vi lige præcis aldrig vil opleve den ensomhed der jager os i livet her på Jorden. Hvor vi med frimodighed kan vide at vi er elsket helt igennem, at vi er ønsket helt igennem, og at Gud selv gav alt hvad han havde, lige præcis for at vi kunne få lov til at være sammen med ham for evigt. Lige præcis for at vi aldrig måtte opleve ensomhed igen.

Og det, tror jeg, er det ultimative våben mod ensomheden. Der er en Gud som elsker dig. Der er en Gud som døde i ensomhed, for at bringe dig tilbage til det perfekte fællesskab med ham, som du er kaldet til. Og dén tanke kan være vores lygte når vejen forud er mørk, og når ingen ved hvad der ligger efter det næste hjørne.