Hvad fanger du?

Vision, mål, værdier, strategi. Det er ord, som jeg er vant til at omgåes i stort set alle de sammenhænge jeg befinder mig i. Ord som driver mig, personligt og professionelt. Ord som hjælper mig med at holde kursen, strække mig og “fange” det uopnåede. Betydningen af de ord kan sammenlignes med kunsten at fange fisk. Medmindre man tror, at fiskene bor i kølerdisken i Brugsen, ved man, at nogen må have gjort sig en masse overvejelser for overhovedet at kunne fange en eneste fisk.

Midt i mine reflektioner, læser jeg Lukasevangeliets kapitel fem om fiskeren Simon og hans venner. En beretning om en flok unge mænd, som midt i en mislykket fangst gennemgår en vild personlig forandring. En forandring som ender med, at de lægger net, fiskebåde og erhverv bag sig for at starte et helt nyt liv.

Den beretning er relevant i dag, fordi vi på samme måde som Simon og hans venner konstant er optaget af “fange noget” i vores net. Mere eller mindre bevidst kaster vi vores net ud i livet for at hive noget i land. Noget som ikke kun sikrer vores overlevelse, men noget som giver os følelsen af at være betydningsfulde, at have værdi. Ofte mislykkes vi. Og der er to spørgsmål: Hvad kaster du dit net ud for at fange, og hvad fanger du egentlig?

Beretningen i Lukasevangeliet er gribende fordi den vender vores logik på hovedet ved at berette om helt almindelige mennesker, der gik fra at være optaget af, hvad de fangede i deres net, til at være optaget af, hvis net de var fanget i.

Kampen og retten

Vi kender den alle. Følelsen af at have kæmpet og kæmpet, men hvor resultatet, anerkendelsen udblev. Følelsen af at have investeret, men nu stå tomhændet og måske endda med flere udfordringer end før. Simon og hans venner befinder sig netop i sådan en situation da Jesus møder dem ved strandbreden hvor de er ved at rense deres net for mudder, sten og tang.

Komisk nok beder Jesus, som er tømrer, Simon og hans venner som er fiskere, om at sejle ud igen og kaste garn. Mellem linjerne fornemmer man fiskerne smile skævt til hinanden i en skepsis over for Jesus – “Hvad ved en tømrer om fiskeri?”.

På samme måde kan vi ofte tænke, “hvad ved Jesus egentlig om min livssituation, min smerte og mine udfordringer. Han er Gud og jeg er menneske, han forstår det jo alligevel ikke.” Og på den måde hæver vi vores indsigt, viden og dømmekraft over alt andet og gør os selv til verdens centrum.

På trods af Simons mulige skepsis vælger han at sejle ud stik mod alle fiskekunstens regler. Den første forvandling i Simons hjerte er, at han opgiver en lille smule af sin ret til at være i kontrol og til at kende svaret på hans udfordring.

Når Jesus “taler” til dig, hvad er så din reaktion? Beholder du retten til kende svaret på dine udfordringer eller tør du placere dig selv det samme sted som Simon? Et sted som på mange måder er yderst ubehageligt fordi vi opgiver alle vores gode svar og løsninger i et “Jeg ved det ikke”-suk.
Er du der, er du godt på vej!

Mødet med mig selv

Miraklet indtræffer og nettene bliver fyldt af fisk i en sådan grad, at bådene ikke kan rumme det. Miraklet burde i sig selv vække en euforisk begejstring og glæde, for ikke at nævne den ekstraordinære økonomiske gevinst Simon og hans venner havde trukket i land.
Men Simons reaktion er langt fra denne, “Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand”. Mødet med Jesu overvældende mirakel bliver i ét og samme sekund et møde med Simons egen synd og skyld. Der gemmer sig en vigtig pointe her. Mødet med Jesus er altid også et møde med mig selv. Et møde med de ting jeg bevist eller ubevist gemmer væk af fejl, forkerte motiver, bitterhed, såret følelser, tabte kampe og smerte. Mødet med Jesus er blottelse af mit inderst indre. Et møde som i første omgang skaber mismod fordi jeg opdager at mit forsøg på at “fange noget” i livet, ofte har været et forsøg på at dække over eller fixe de ting mit hjerte gemmer på.

Dernæst kommer frygten. Frygten fordi jeg væmmes ved det jeg ser, og fordi det er en umulig opgave at få ryddet op og blive “god nok” igen. Denne oplevelse udtrykkes på dramatisk vis i beretningen, når der står at Simon og hans venner blev grebet af rædsel.
Jesus vil forevigt forblive en mystisk og mytisk figur, hvis ikke du i mødet med ham får et møde med dig selv. For det er i mødet med dig selv at Jesus møder dig.

Hvis net er du fanget i?

I måde mange mennesker lever deres liv på slutter beretningen her. Den mest oplagte løsning på Simons forfærdelige opdagelse ville være at “tage sig sammen” og begynde at blive “et bedre menneske”. Set i lyset af vores søgen efter at “fange noget” ville dette være i overensstemmelse med den fortælling, der ekkoes igen og igen fra vores kultur, YOU CAN DO IT!
Jeg må “fange” mig en bedre person, blive et bedre menneske! Igen står jeg overfor et valg, stole på mig selv, min egen dømmekraft og formåen eller… lade Jesus næste ord fange mig! – FRYGT IKKE!

“Frygt ikke” er Jesu kærlige og beroligende net, som han kaster ud for at fange mit hjertes angst og frygt, for den smerte og skyld jeg gemmer på. Den enorme fangst af fisk i historien, er på mange måder en overdrevet og komisk magtdemonstration af Jesus. Ordene “frygt ikke”, er i virkeligeden det stille, men livsforvandlende mirakel historien handler om.

Et mirakel, som flytter mit fokus fra frygten over mine beskidte, tomme og hullede net, til at være optaget af glæden over hvem der allerede finder mig værdifuld, og kaster sit net ud og fanger mig.

Få år senere oplever vi Jesus i Getsemane Have i sit livs kamp. En kamp med frygten – den frygt du aldrig troede han ville kunne forstå. Men her sidder han, forladt, svigtede af sine nærmeste og sveder blod af frygt for den smerte der ligger foran ham.

I et ultimativ råb kaster Jesus sit net ud “DET ER FULDBRAGT”! En anden måde for Jesus at sige: “FRYGT IKKE, jeg bærer og tager lige nu ansvaret for den smerte og skyld du frygter!” Så længe vi er optaget af hvad vi fanger i vores net, vil frygten styre vores liv fordi byrden og ansvaret hviler på vores skuldre. Når vi er optaget af hvis net vi er fanget i, så slipper frygten os, fordi byrden og ansvaret tog Jesus på sine skuldre da han udåndende på korset.
Hvilket håb!