Nyde før man kan yde

I et samfund hvor ens værdi måles efter hvordan man præsterer, kan man let glemme at dette ikke gør sig gældende i relationen med Gud. Her er vi i kraft af Guds nåde fuldt ud accepteret på trods af alle vores fejl og mangler. At vide dette er essentielt for at realisere tjenestens egentlige værdi.

Præstationskulturen

Vi har hørt det før. Vi lever i et præstationssamfund. I skolen får man karakterer, der afgør ens fremtid, og er man ikke god nok på arbejdet bliver man ikke forfremmet. Selv i fritiden lader vi os måle og veje på Instagram i bytte for likes og followers. Men hvorfor?

Grundlæggende søger vi mennesker accept, og den opnår vi ved at leve op til de implicitte forventninger, der kommer fra samfundet, vennerne og ikke mindst os selv. Eller det tror vi i hvert fald. For den accept, vi søger her, er aldrig fuldkommen og altid svær at leve op til. Den kræver meget af os og efterlader sjældent plads til hvile.

Kan du relatere? Billedet er måske penslet lidt firkantet op, men det er min opfattelse, at de fleste kender følelsen af ikke at slå til. Ikke at føle sig god nok i en given situation eller måske endda på et mere eksistentielt plan føle sig grundlæggende forkert. At præstationssamfundet og konkurrencestaten har negative konsekvenser, kommer også til udtryk i statistikker, der beretter om skræmmende stigninger i forekomsten af angst og depression blandt unge. Det virker på sin plads at stille sig selv spørgsmålet: “Hvad er det, vi har glemt?”.

“Nåden!” svarer Luther.

Nåde alene

Den store reformator, Martin Luther, oplevede selv at leve i en følelse af skam og utilstrækkelighed. Som katolsk munk var han styret af frygten for ikke at være god nok til Guds kærlighed. Dette ændrede sig drastisk under en læsning af Romerbrevet. Her erfarede han, at det ikke var gerningerne, der satte mennesket fri fra sine fejl og sin skyld overfor Gud. Men troen og troen alene! I brevet til romerne skriver Paulus nemlig »Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus« (Rom 5:1-3). 

Luther mindede os om at frigørelsen alene skyldtes Guds nåde – ikke vores egen formåen. Nåde hedder på latin “Gratia”. Det er her vores ”gratis” stammer fra. Det understreger, at vi ikke selv skal gøre os fortjent til Guds kærlighed, for Jesus betalte prisen på korset. Det er en gave fra Gud, som vi blot skal tage imod. På den måde bliver vi sat fri fra hele tiden at skulle præstere. På grund af nåden er vi mere end gode nok i Guds øjne.

Dette ligger langt fra vores kultur, hvor vi er vant til et “Noget-for-noget”-princip. Her skal man gøre sig fortjent til accepten. Her må man yde før man kan nyde.

Nyde, så yde

Men pointen er netop, at vi først må nyde Guds nåde, før det giver mening at yde. Vi må forstå, at vi ikke altid behøver at slå til. For Gud er det mere end nok, at vi blot er til. Og når vi gang på gang glemmer det i vores præstationsfikserede kultur, så står Jesus med åbne arme og siger: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.« (Matt 11,28). Og så må vi igen minde os selv om, at nåden er udgangspunktet for al anden aktivitet.

Interessant er det også at tænke på, at Gud betroede mennesket ansvaret for jorden umiddelbart efter, at det var blevet skabt. Før de overhovedet havde bevist noget, udvalgte Gud dem, fordi han så en værdi i dem, som var konstant og ikke afhængig af præstation. Dagen derpå skulle Adam og Eva heller ikke bruge på at gøre sig fortjent til opgaven. Nej, Gud beordrede dem at holde hviledag. Ligeså sagde Gud til Jesus, da han blev døbt: »Du er min elskede søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med.« (Mark 1,11).
Dette skete før Jesus havde holdt en eneste prædiken eller helbredt en eneste syg. Det understreger, hvordan vi først må modtage for at kunne give videre. Hvordan vi først må hvile i, at vi er Guds elskede sønner og døtre, som han er fuldt ud tilfreds med, allerede før vi har gjort noget.

Lysten til at gøre det gode

At opleve dette gør noget fantastisk ved én. Luther oplevede, at taknemmeligheden over nåden gav ham lyst til at gøre det gode. Det, som han før havde haft så svært ved, var lige pludselig lettere, fordi det ikke længere var et spørgsmål om at retfærdiggøre sig selv. Han var allerede retfærdiggjort i kraft af troen alene. Det fik ham til at sige de berømte ord: »Gode gerninger gør ikke en mand god. En god mand gør gode gerninger«. Luther mener, at når vi er sat fri fra at skulle præstere, udspringer det mere naturligt. Det skyldes, at vi for at kunne give kærlighed videre, først må opleve Gud skænke den i overflod gennem nåden.

Ved at hvile i nåden er det at gøre det gode heller ikke længere et egoistisk forsøg på at retfærdiggøre sig selv. Nej, hvis jeg hviler i nåden, indser jeg, at det har iboende værdi at gøre det gode. Her handler det ikke om at realisere sig selv men om at realisere kærligheden, og det er en utrolig meningsfuld tanke.

Et liv drevet af kærlighed

Dermed er nåden verdens bedste nyheder ind i præstationskulturen. Al præstation er sekundær når vi tager imod Guds kærlighed. Man skal ikke yde gode gerninger for at nyde godt af den. Nej, den er gratis, fordi det ikke handler om hvad du gør, men hvad han har gjort. Ud af denne vished udspringer et liv i frihed drevet af kærlighed og ikke styret af frygt. Udgangspunktet må altid være nåden! Og når vi gang på gang glemmer det i præstationssamfundet, må vi minde os selv om, at hos Gud må vi nyde før vi kan yde – ikke omvendt.