Frygt ikke FOMO

”Det 21. århundrede er frygtens århundrede”, hørte jeg engang en sige. Måske sigter det udsagn mest til de mange terrorhandlinger, vi har været vidne til de første 20 år af dette århundrede, som alt sammen blev igangsat af terrorhandlingen over dem alle den 11. september 2001. Denne ene handling, som skulle vise sig blot at være startskuddet på en kæde af gruopvækkende aktioner, som alle sammen har understøttet den latente fornemmelse af frygt, der ligeså langsomt har krybet sig ind under huden på alle vesterlændinge. ”Hvad bliver det næste 9/11?”, spørges der, mens vi retter vores blik mod den skumle underverden på cyberspace, fyldte af uro og ængstelse.

Men måske kan begrebet frygt forstås bredere endnu. Måske er der ikke blot tale om frygten for den ukendte fare, der ligger på lur lige om hjørnet. Måske er frygten blevet vores grundtilstand, det DNA som koder for alle vores handlinger. Hvad sigter jeg til her? Jeg sigter til frygten for at gå glip, populært sagt Fear of Missing Out (FOMO). Ikke sådan forstået at vi her er i berøring med kernen af vores frygt, men snarere sådan forstået, at FOMO er endnu et symptom på den indvendige uro. For hvad er FOMO egentlig et udtryk for?

Frygt for døden

Jeg tror, at der i ethvert menneske eksisterer en grundangst for døden. Langt det meste af tiden er den der ganske ubemærket, men en sjælden gang imellem stikker den sit ansigt frem, når vi konfronteres med det faktum, at vi skal dø. Dette faktum, at vores liv har en udløbsdato, kan ryste selv det stolteste livsmod. Det kan få enhver stor bedrift til at falme, fordi den slags med tiden forsvinder ud i glemslens tåge. Og hvad nytter det så, at jeg har familie og venner, som elsker mig, når de en dag også skal dø, og deres børn skal dø, og deres børnebørn skal dø, og til sidst er mit aftryk på verdenshistorien trampet ned af tusinde andre menneskefødder, og jeg selv er gået i et med støvet. Så hele mit liv er en lang protest mod det faktum, at min tid på Jorden forkortes for hvert øjeblik. Jeg protesterer ved at leve livet så massivt, som jeg kan. Jeg skal mærke mig selv, realisere mig selv og nyde at være til hvert eneste øjeblik, og alt dette i håbet om at manifestere mig selv så eftertrykkeligt i verden, at jeg får et eftermæle, der sikrer mig, at der går lang tid, før jeg helt er glemt. På den måde lever jeg da i det mindste videre i noget tid, om end blot som et flygtigt minde, et vindpust. Min frygt for at gå glip er frygten for at være ingenting, at være død før jeg er død. For når man i løbet af et menneskeliv måske har godt 80 år at gøre godt med, så må intet gå til spilde.

Livets flygtighed

Og så skal man også huske ikke at huske for meget på livets flygtighed, for så bliver man først for alvor modløs. Så kan livet let komme til at ligne det, som kong David skriver i en salme i Bibelen: »Mennesket ligner et vindpust, dets dage er som en flygtende skygge.« (Sl 144,4). Ord som dem kan let lede tankerne over mod den erfaring, som prædikeren beskriver i Bibelen:

»Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen.«

Modløshed i mødet med livets flygtighed er ikke fremmed for Bibelen. Her møder vi utallige menneskeskæbner, som deler erfaringen af at stå afmægtige og modløse i mødet med døden. Men Bibelen lukker os også ind i en fortælling, som handler om, at døden ikke får det sidste ord. Det er fortællingen om en Gud, som er stærkere end døden, og som insisterer så meget på livet, at han vil udrydde døden i ethvert menneske, som ønsker at leve evigt med ham, fordi han elsker os. For i hans øjne er vi langt mere end flygtige vindpust og støv. Som Grundtvig skriver i sin kendte salme ’Hil dig frelser og forsoner’:

» Hvad har dig hos Gud bedrøvet

og hvad elskede du hos støvet?

At du ville alt opgive

for at holde os i live

os dig at meddele hel.«

Livet har han rigeligt af

Den kristne fortælling er en fortælling om en Gud, som blev menneske, for at meddele sig helt til os, altså hengive sig helt til os. Fordi vi åbenbart er det værd. I den fortælling behøver du ikke nøjes med at gøre dig forhåbninger om, at få lov til at få et langt og godt eftermæle, eller 20 gode år på efterløn. Her er der tale om et helt efterliv, hvor du aldrig mere skal frygte for at gå glip, for selv døden kan ikke sætte en stopper for livet. Det giver dig plads til, med et fortærsket udtryk, ”at være til stede i nuet”. For nuet er aldrig fyldt med truslen om spildtid, for tid skal du ikke bekymre dig om, og liv til dig har han rigeligt af.