Elsk ikke dig selv

At elske sig selv er blevet en af vor tids største kunstarter. Den person, som mestrer at elske sig selv, får et lykkeligt liv. Den person, som sætter en stopper sin indre kritikker, kan leve frit. Den person, som er ligeglad med andres meninger og holdninger til én, har opnået noget af det største man kan.

Men er det at elske os selv, idealet for os? Er det det største, vi kan opnå? Tænk på de konsekvenser det ville medføre, hvis det var den største dyd vi kunne efterleve – hvis vi altid valgte at sætte os selv først, fordi »screw alle andre, det vigtigste er hvordan jeg har det«. Tænk engang hvis det var dén etik, der rådede i det danske samfund, som vi alle elsker.

En egoistisk tankegang

At have sit største fokus på selvet har i virkeligheden en negativ bivirkning i et stadigt stigende individualistisk samfund, hvor det er vigtigste i verden er hvordan jeg har det og om jeg er tro mod mig selv. Overvej konsekvenserne ved en tankegang, der siger, at den vigtigste person i universet er mig selv, og hvad den ville gøre ved coronakrisen (så folk vægtede deres egen frihed højere end deres medmenneskers helbred), eller når vi satte vores ben i stemmeboksen og skulle afgive vores stemme til folketingsvalg.

Mit gæt vil være, at Rasmus Paludan var blevet statsminister, og at der hverken blev sat penge af til kontanthjælp eller til u-landsbistand, fordi vi alle stemte ud fra vores eget forgodtbefindende og ikke tog ansvar for vores medmennesker og de svage i samfundet, som har brug for hjælp.
Heldigvis er det ikke tilfældet.



Du har et ansvar

Det vigtigste i dit liv er ikke, hvordan du selv har det. Når det er sagt, vil jeg uden at blinke understrege vigtigheden af, at vi passer på os selv og tager ansvar for vores eget liv, før vi kan hjælpe andre – vores helbred, økonomi, stressniveau osv. Men frem for at vores livs motto måtte være, »jeg skal elske mig selv og finde mig selv«, bør det være: »Jeg skal elske min ’næste’ (mine medmennesker) og give alt det jeg kan til dem, frem for at rage til mig.«
Idet vi omgås hinanden i et fællesskab, har vi altså et ansvar for hinanden. Tænk hvis vi blot tænkte på os selv. Elsk derfor ikke dig selv, men elsk dem omkring dig.

Når kristen etik bliver nonsense

For lidt over et år siden kom jeg forbi et Instagram-opslag fra en kristen i min omgangskreds. Personen skrev sådan her:

»We have been called to love God, ourselves and others, but for some reason we think that it’s less valuable to love ourselves, or we place ourselves at the bottom of our priorities… I mean that’s at least what’s been my personal experience… but loving ourselves is what we have been called to and what we were made for.«

Mens meget af det er rigtigt, har særligt det sidste provokeret mig lige siden: At elske os selv er simpelthen hvad kristne er blevet kaldet til og hvad vi er blevet skabt til.

Hvorfor er det så grundlæggende forkert? Det er helt rigtigt at der ikke er et større bud end »Du skal elske din næste som dig selv« (Mark 12,31), men dette er ikke en direkte opfordring til at elske sig selv. Jesus forudsætter derimod at vi mennesker elsker os selv, fordi vi med al sandsynelighed bruger størstedelen af vores tid, penge, tanker, bønner m.m. på at centrere sig omkring os selv. Desuden mener vi at vi selv oftest har ret, og at det var en anden der lavede den fejl, vi selv gjorde.

Det er altså ikke en særlig kundskab at elske sig selv. Det gør vi nok i forvejen. Det er derimod særligt at tilsætte sig selv og afgive sin ret, for at elske andre. Specielt når det kommer til dine fjender og dem som ikke kan lide dig (Matt 5,43).

Elsk dig selv

Det kristne kald er rent ud sagt at fornægte sig selv, tage sit kors op og følge Kristus og gøre, sådan som han gjorde. At være kristen vil sige at give afkald på sig selv, at tage en ‘tjeners skikkelse’ på, og være en ‘tjener’ for andre. Dette udmunder sig i kærlighed, en kærlighed som er tålmodig, og en kærlighed der er mild. En kærligheden som ikke hidser sig op og ikke bærer nag, som ikke finder sin glæde i uretten men glæder sig ved sandheden. En kærlighed der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt (1 Kor 13).

Men når alt dette er sagt, så er det værd at understrege, at vi skal huske at elske os selv på samme måde, som vi elsker andre. Når vi derfor udviser tålmodighed med andre, skal vi huske at gøre det mod os selv. Når vi viser andre nåde mod en fejltagelse, andre har gjort, skal vi huske at give os selv nåde til at gøre fejltagelser. Når vi undgår at hidse os op mod vores nabo, skal vi heller ikke blive vrede på os selv når vi gør noget forkert, men hvile i at vi er fejlbarlige mennesker, der også har brug for overbærenhed, tilgivelse og kærlighed.

Martin Krath-Andersen bor i Aarhus og er projektleder for Docks.