Ord sætter spor

For nogle år tilbage undersøgte et amerikansk universitet i Texas, hvor mange ord et menneske i snit ytrede dagligt. Resultatet lød på 16.000 – uanset om du er mand eller kvinde! Hvis vi antager, at du har et almindeligt søvnbehov, sender du altså ca. 1.000 ord ud af din mund hver af dine vågne timer. 1.000 ord og 1.000 anledninger til at opbygge og opmuntre og opildne. Eller 1.000 ord og 1.000 projektiler der flår og flænser og efterlader smertende sår i dem du rammer verbalt.

Mange af de bibelske skrifter taler tydeligt om ords betydning. Det er ordene, som har en afgørende betydning i bibelens præludium til hele tilværelsens grundlag: I skabelsen, hvor Gud med de mest livgivende ord, der nogensinde har lydt, kalder hele verden til sin eksistens. Og samtidigt i syndefaldet, hvor Satan med de mest dødbringende ord, der nogensinde har lydt, overtaler Eva til at hun – og ikke Gud – skal have det sidste ord. Dermed er et af de vigtige bibelske temaer introduceret: Ordets dualitet, hvor vi opfordres til at være verbale makers – bruge ord, som bygger op – og samtidig advares mod at være verbale breakers – bruge ord, som bryder ned.

Fanget i bagtalens kløer?

Bibelen advarer os utallige gange mod en af de mest almenkendte former for nedbrydende tale: bagtale. De fleste af os siger ganske vist, – helt i overensstemmelse med alle politisk korrekte sociale konventioner – at vi ikke bryder os om bagtalelse, men når muligheden for at bagtale er inden for rækkevidde, kan vi nogle gange have lige så svært ved at modstå den, som junkien der tilbydes et gratis fix.

Vi kan pludselig blive ramt af den her appetit efter at snage og sladre om andre! Hvorfor er denne sults virke så nem at give efter for? Ordsprogenes bog 18,8 forklarer, at: “Bagtalerens ord er som lækkerbiskener, de glider helt ned i maven.” Du tænker måske: ‘Jeg har styr på det! Jeg deler ingen forbudte oplysninger om andre. Og slet ikke bare for sjov!’ Men bagtalelse har mange nuancer og involverer ikke kun den, der taler, men også den der lytter til bagtale. Ordsprogenes bog 17,4 noterer at “Forbryderen lytter til ondsindet snak, falskhed låner øre til fordærvelig tale.” Dén er svær at slippe uden om. Mon ikke vi alle sammen på et tidspunkt i et eller andet omfang har været fanget i bagtalelsens klør.

Når tale rådner

I Efeserne 4,29 formaner Paulus følgende: “Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, som hører det.” Ser vi nærmere på Paulus ordvalg, så kommer ordet “råddent” fra det græske ord sapros. Sapros anvendes kun i én anden kontekst i NT, nemlig i Matthæus- og Lukas Evangeliet, hvor Jesus taler om at bære frugter: “Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt.” (Luk 6,43). Udtrykket “dårlig” frugt i denne kontekst, er det samme udtryk for “rådden” tale. Lad os tage et skridt tilbage og undersøge, hvad Paulus mener, når han påpeger, at ord kan være som rådden frugt.

Rådden frugt nærer ikke: Modne frugter er sunde og giver næring. Modsat mister rådne frugter deres funktion som næringskilde og bliver værdiløse. På samme måde er det med rådden tale: den er værdiløs og meningsløs og bedst egnede til at blive kasseret.

Rådden frugt gør dig formentlig syg: Spiser du rådden frugt er sandsynligheden for at du bliver syg temmelig stor. Ligeså kan rådden tale gøre dig syg. Med andre ord udsætter rådne ord dig ikke blot for ”næringsmangel”, men de forårsager direkte negativ skade. Men ikke kun hos dig selv, men også hos dem, som lægger øre til den rådne tale.
Et eksempel: En af mine venner taler nedsættende om en person jeg ikke kender. Det skaber en reserveret og negativ forventning i mig, så jeg er forudindtaget, når jeg første gang møder personen. Rygtet går forud for forventningen, og negative, ondsindede rygter vil sætte sig som en inficeret forventning i mig.

Rådden frugt kommer formentlig fra et råddent træ: Hvis frugten er rådden, så snart den bryder frem på grenen (så snart ordene kommer ud af munden), så er den mest oplagte forklaring, at træet i sig selv er råddent. Jesus tydeliggør dette i Matthæus 12,34-35: “For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” Hjertet er vores tales stamme, og er hjertet først i forrådnelse, så vil også ordene være det.

En nytænkning af sprog!

Efter Paulus formaning om, at intet råddent ord må blive talt, bliver vi formentlig forbavset over formaningens anden del. Vi kunne forvente, at han ville opfordre til at anvende et mere ordentligt sprog. Men i stedet for at foreslå et rent, ikke-inficeret sprog, så indbyder han os en helt ny måde at tale på:

“Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse, for dem, der hører det.

Skiftet overrasker! Han siger ikke: “har du rådden tale, så vask munden og tal så ordentligt!” Men i stedet tester han vores hjertes perspektiv og siger: “Lad intent råddent ord udgå fra jeres mund, men spørg dig selv: er min mund en katalysator for nåde? Bygger mine ord tro op i de mennesker, som lytter på mig? Er mine ord med til at forløse menneskers potentiale?
Paulus pointerer, at det ikke handler om sproget i sig selv. Han skifter fra at påpege HVAD vi siger, til HVORFOR vi siger det. Han skifter fra at fokusere på ‘de ydre frugter, til den indre rod.’ Dét som hjertet i virkeligheden er fyldt med: et ønske om at opbygge og velsigne.

Hvad er Jesu eksempel?

Dykker vi ned i historien om Johannes Døberen i Lukas 7,18-28, så opdager vi faktisk, at Jesus bagtaler Johannes.
Vent, vent, vent tænker du måske, Jesus, verdens frelser. Guds egen inkarnation. Ham der var uden synd, og derfor blev det fuldkomne sonoffer for vores skyld. Han kan umuligt have bagtalt! Lad os se nærmere på det.

Lad os lige få konteksten på plads: Johannes Døberen var i familie med Jesus, og endnu før han blev født, lå der et klart kald over ham: han skulle bane vej for Jesus. Han voksede op i ørkenen, levede af græshopper og honning, prædikede om den kommende Messias, og fik sågar lov til at døbe Jesus. Johannes viede hele sit liv til tjenesten for Jesus, og bliver endda fængslet på grund af sin tro på Ham. Og da Johannes sidder i fængslet, begynder han at tvivle på, om Jesus overhovedet er den udvalgte, Guds søn.

Hvad Johannes ikke vidste og formentlig heller aldrig fandt ud af var, at alt imens han sad og tvivlede, så talte Jesus om ham i en stor folkemængde, altså ”bag hans ryg”.
Jesus havde vel mindst en håndfuld emner med bagtalelsespotentiale, når det handlede om Johannes: Profeten som havde mistet troen. Profeten, der skulle lede andre, men selv var blevet blind. Den af alle tidens profeter, der var allertættest på Jesus, men som slet ikke kunne få Jesus til at passe ind i profetierne.
Jesus indløser ikke kataloget over alle bagtalelsesemnerne; tvært imod løfter han niveauet for bagtalelse til helt nye højder, idet han i vers 28 siger om Johannes: “Jeg siger jer: Blandt kvindefødte er ingen større end Johannes.” (Luk 7,28).
Så kan vi snakke om et kompliment! Johannes sidder og tvivler på, om Jesus virkelig er den, Han siger, at Han er. Jesus reagerer ikke med en berettiget skuffet nedgørelse af Johannes, men ved at tale ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse, for dem, der hører det. Jesus var ikke frustreret over Johannes, men elskede ham, selv i hans ringeste moments. Hvorfor? Fordi ingen anden tror mere på vores potentiale og ingen anden ønsker vores succes mere, end ham som skabte os.

Hvad kalder han mig til?

Jesus eksempelfiserede ganske glimrende, hvori den gode bagtalelse består. Hans hjerte for Johannes, for dig og mig, er så fyldt med nåde og kærlighed, at uanset hvad han bliver mødt med af tvivl, hån og trods fra vores side, så taler Han ord ind over vores liv der opbygger, opmuntrer og opildner. Ord der skaber tro og forløser potentiale.

Det er dén kærlighed, som vi er kaldet til at elske hinanden med. Jesus siger i Johannes 13,34-35: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er minde disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” Jesus etablerer her et kærlighedsbud ved at proklamere, at det er et større tegn, når Guds folk virkelig elsker hinanden, end når de eksempelvis udfører store mirakler. Det største tegn, det største mirakel er den indbyrdes kærlighed, som blandt mange andre situationer kommer til udtryk, når vores mund løber over med opbyggende tale af nåde, potentiale og tro!