Hvad coronavirus lærer os om etik

»Det er en mærkelig tid«. Sådan sagde min far forleden, da vi med behørig afstand fra hinanden sad i mine forældres baghave og spiste en pølse, ristet over bål og med en kold øl i hånden. Min mor havde forinden mimet en stor klem til mig, idet jeg trådte ind på matriklen, og jeg selv mærkede instinktivt, hvordan jeg trængte til den udeblevne moderlige berøring. Hele besøget var som at lege “jorden er giftig” (med mennesker i stedet for gulv), og på samme tid var det en leg, hvor man forsøgte at få det til at virke så umærkeligt som muligt. Men det er altså en mærkelig tid.

Og på samme tid er det også en lærerig tid. Lur mig om dette udtryk ikke går hen og får status af slagord om ganske kort tid, ligesom andre for tiden bevingede ord som: »vi er nødt til at stå sammen hver for sig«. Jeg er allerede begyndt at samle på udsagn, som jeg ved, at jeg ligeså stille kommer til at afsky inderligt. Der er et eller andet med sådanne slagord, som trives ekstra godt i vanskelige tider, måske fordi vi har brug for slidstærke vendinger til at minde os selv om, hvad vi kæmper for, og hvorfor det er vigtigt, at vi bliver ved. Det er jo sådan set meget godt, om end trættende og en anelse trivielt i længden, men ikke desto mindre er det nok godt, at vi fortsat kæmper.

En etisk nulstilling

Men der er noget ved kampen mod Corona, som er dybt kontraintuitivt, ligesom min mors udeblevne berøring. Vendingen »vi er nødt til at stå sammen hver for sig« afslører netop det dybt kontraintuitive, for ikke at sige kontradiktoriske og paradoksale i kampen. Man kan ret beset ikke stå sammen hver for sig. Rent fysisk lader det sig ikke gøre, men ikke desto mindre er det, hvad vi fortsat må gøre. Det fælles ansvar udliciteres til individets egen ansvarsfølelse, og med en sådan isolering af hver person udstilles hver enkeltes evne til at tage ansvar i den fælles kamp.

Og det er netop, når vi isoleres med os selv og alene er afhængige af egne mere eller mindre sparsomme ressourcer og evne til selvdisciplin, at vi sættes på prøve. Sådan var det også før coronakrisen. Det er en klassiker indenfor etikken: »ville jeg gøre dette i et vakuum, mens ingen andre end mig ser på?«. Det bliver et spørgsmål om karakterstyrke og integritet. Jeg selv har næsten haft det sådan, at coronakrisen har fungeret som en etisk nulstilling, en art tabula rasa, hvor jeg er nødt til forfra at finde ud af, hvad der altså giver mening at foretage sig, når man er isoleret med sig selv og sin egen evne til at tage ansvar. Og det afføder rastløshed.

Og hvad, jeg mere end noget andet lærer for tiden i mødet med denne rastløshed, er, at jeg længes efter at stå op til noget andet end mig selv.

At leve for noget andet end sig selv

I 2018 udkom den canadiske professor i psykologi, Jordan Peterson, med bestelleren 12 Rules for Life. Den blev et kæmpehit og blev i årets løb oversat til mere end 40 sprog, og forfatteren selv blev udråbt til de intellektuelles svar på en rockstjerne. Særligt de såkaldte vrede unge mænd tog bogen til sig, idet den på ny formulerede en vision for, hvordan man tager hånd om sit eget liv, og ikke gror fast i bitterhed og selvhad.

I bogen peger Peterson på, at der intet ønskværdigt er i et liv henslængt på en sofa. Han beskriver undervejs (ikke helt uden humor), hvordan en af hans klienter på nogle-og-fyrre, havde formuleret en vision for sig selv, der gik ud på, at han så sig selv som pensionist, liggende på en tropisk strand med en margarita i hånden, badet i solskin. Det er ikke en vision, siger Peterson, det er en rejseplakat. Men hvor mange af os ville egentlig ikke i almindelighed istemme denne mands længsel efter blot at få lov til at ligge på den strand uden noget ansvar eller forpligtelse overfor andre?

Men Peterson fortsætter billedet og beskriver, at efter et par margaritafyldte dage, ville man vågne op til følelsen af meningsløshed i det totale tab af formål i en sådan tilværelse. Vi har ganske enkelt brug for noget at stå op til. Og hvis ikke det stod klart for os før, så må denne coronatid mere end noget andet lære os det. Drømmen er ikke den solbeskinnede strand, hvor vi kun lever for os selv og vores egen flygtige nydelse. Det gør os rastløse at vågne op til en sådan uforpligtende tilværelse, og det gør os rastløse at skulle stå sammen hver for sig.

Tabet af mening

Det vil givetvis ikke være alle, der uden videre deler denne oplevelse af, blot at være overladt til sig selv. Særligt børnefamilier kan være pressede i denne tid, hvor man måske oven i købet stadig har et arbejde kørende ved siden af familielivet, der også skal passes, mens børnene hjemmeskoles. Vores nedlukning af samfundet har i den forstand ikke betydet stilstand for os alle sammen, men jeg vil vove at påstå, at vi kollektivt mærker rastløsheden. Vi befinder os nemlig alle i en venteposition, for verden er ikke som den plejer, og derfor er vi alle klistrede til skærmen, hver gang Mette Frederiksen giver os en ny melding. Vi længes efter den tid, hvor vi stod op til det, som det var meningen, vi skulle stå op til. En tid hvor vi var vigtige brikker i samfundets puslespil, og hvor vores fornemmeste opgave ikke var at blive hjemme.

Førnævnte Peterson er naturligvis langt fra den første til at have blik for vigtigheden af at have noget at stå op til. Enhver etiker før ham har blik for dette, og alle har de forskellige bud på, hvad bevæggrunden for dette må være. I Bibelen finder vi også denne appel meget stærkt, ikke mindst i Paulus’ brev til menigheden i Filippi. Her skriver han blandt andet: »I skal have det sind over for hinanden, som var I Kristus Jesus« (Fil 2,5), efterfulgt af en poetisk strofe, der sætter ord på, hvordan Jesus hengav og udtømte sig selv for menneskeheden, da han blev menneske og valgte at dø på et kors. Senere i brevet beskriver han folk, for hvem »bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske« (Fil 3,19). Når mit sigte bliver på mig selv og min egen bug, når min formålsbestemmelse kan opsummeres med, at jeg er min egen lykkes smed, og når jeg henter mit livsmod fra flygtige øjeblikke med nydelse, så ender jeg til syvende og sidst i et fatalt meningstab.

Mere end midlertidig lykkefølelse

Ordene fra Paulus er en håndsrækning ud af det meningstab og ind i et liv, hvor man, med hans ord, stråler som himmellys i verden. For når vi kun lever for os selv og vores egen nydelse, så bliver verden mørk og grå. Eller sagt med CS Lewis’ berømte ord: »ret dit blik mod Himlen, og du får Jorden med, ret dit blik mod Jorden, og du får ingen af delene«. Ikke sådan forstået, at vi bør gå med himmelvendte øjne, men forstået sådan, at der er noget højere i tilværelsen end min midlertidige lykkefølelse, og når jeg lever for det højere, vil den midlertidige lykkefølelse opleves som en ren foræring. Lad os bruge tiden nu til at øve os i at rette vores blik mod tilværelsens dybder frem for højdepunkter – mod Himlen og mod hinanden.