Når frygten overmander os

Starten på 2020 blev noget anderledes, end de fleste af os havde planlagt. Grænser lukker, skoler lukker, storcentre, fitnesscentre, kirker osv. Ingen kan give et sikkert svar på, hvornår vores hverdag kan vende tilbage til normalen, fordi vi står på ukendt grund. Vi ser i disse dage, hvad usikkerhed gør ved mennesker. Nogle har hamstret toiletpapirsforsyninger til en lille landsby. Nogle stjæler fra sygehuse. Nogle trodser myndighedernes vejledninger og stiller personlige behov og frihed over fællesskabets bedste.

C.S. Lewis sagde, at måden, hvorpå vi reagerer på forstyrrelser, viser os, hvem vi virkeligt er. Coronavirussen må siges at være en meget grim forstyrrelse af vores planer, håb og drømme for det her forår. For mig blev corona en irriterende forstyrrelse af et forår med fejring af min 25-års fødselsdag, fede koncerter og aftaler med gode venner. Og min respons til det har været afslørende: jeg er blevet bange og har følt mig ensom. Jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste. Krisetider stripper mig for rationelle argumenter og god teologi, og de afslører mig, helt som jeg er: skrøbelig, begrænset, selvsøgende og usikker. Jeg er et menneske.

At være menneskelig er ikke en dårlig ting. Tværtimod. Det er når menneskeligheden bliver mødt af umenneskelig smerte og magtesløshed, at vi bliver bange. Frygten er en naturlig reaktion på en alvorlig situation. Samtidig er den en uholdbar motivator og ubarmhjertig makker, når hverdagen bliver vendt på hovedet.

Mester, er du ligeglad med at vi går under?

Ordene “frygt ikke” lyder igen og igen gennem hele Bibelen. Opfordringen bliver gentaget forud for krig og midt i en båd i stormvejr. I Bibelen læser vi en historie, hvor Jesus og hans disciple krydser Genesaretsøen i en voldsom storm. Disciplene er ude af sig selv og har gjort alt, hvad de har lært, for at navigere båden i de voldsomme bølger. Markusevangeliet fortæller, at Jesus »lå i agterstavnen og sov på en hynde« (Mark 4,38). Fuldstændigt upåvirket af de omkringliggende begivenheder og disciplenes frygt, lukker Jesus øjnene og forholder sig passivt. Disciplene bliver forståeligt frustrerede og vækker ham med spørgsmålet: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?«

Lad os stoppe fortællingen her. Det stormer, og situationen er virkeligt kritisk – men det guddommelige indgreb udebliver. Ligheden er slående. Krisen har ramt os og vi kan fristes til at spørge: »Gud sover du? Er du ligeglad med at mennesker bliver syge og dør?« Det store mirakel har endnu ikke indfundet sig, og den tilsyneladende guddommelige passivitet skaber kun mere frygt og frustration. Spørgsmålene er reelle.

Jesu respons til disciplenes anklager er dobbelt. Han stilner stormen og går i rette med disciplene: »Hvorfor er i bange? Har i endnu ikke tro?«. Lige så irrationel, som Jesu hvile midt i stormen virkede for disciplene, ligeså irrationel var disciplenes frygt for selve stormen.

A non-anxious presence

Stormen på søen var en realitet for disciplene. Corona-pandemien er en realitet for os. Når den er ovre, skal vi tilbage til en hverdag, som til tider kan være krævende, og hastværkets tyranni med deadlines og forventninger, skaber grundlag for nye bekymringer. Spørgsmålet er ikke, om vi kommer til at opleve hårde tider, sygdom og død her i verden. Spørgsmålet er, hvordan vi reagerer på det.

Den jødiske rabbiner og systemteoretiker Edwin Friedman præsenterer i en af sine bøger om ledelse et begreb, som jeg tror kan give os et glimt af, hvad Jesus var fyldt af, da han lagde sig til at sove i stormen. En non-anxious presence beskrives som en selvdifferentieret leder (eller her: et menneske). Et menneske, som kan afgrænse egne følelser og tanker fra andres uden at være isoleret eller apatisk. Det er et menneske, som ikke rives med af andres følelsesmæssige reaktioner, en som ikke projicerer bekymring: altså en som kan bevare roen midt i stormen. Det er et menneske, som bringer en ikke-bekymret eller afklaret tilstedeværelse med sig, og som kan påvirke omgivelserne med netop denne.

Det betyder hverken apati eller ignorance. Det er at være dybt engageret, uden at lade bekymringer få det sidste ord. I en verden, hvor angst rammer flere og flere – og i en tid, hvor forvirring og frygt har erstattet klarsyn og håb, er en passende reaktion at blive selvdifferentieret for at kunne være en afklaret tilstedeværelse.

Ignatius af Loyola, som grundlagde Jesuitterordenen, beskrev at vi som mennesker må blive indifferente – nogle forskere peger på, at en bedre oversættelse kan være overgivede. Han siger: »Vi skal ikke prøve at fokusere vores længsler på helbred eller sygdom, velstand eller fattigdom, succes eller fiasko, et langt liv eller et kort ét, for alt har potentialet til at fremkalde en mere kærlig respons i os på livet med Gud.«

De to begreber peger på det samme: Det er ikke ydre omstændigheder, storm eller solskin, coronakrise eller ej, der skal diktere, hvordan vi forholder os til verden. Vi skal ikke være reaktive på livets med- og modgang og lade os rive med af følelsesmæssige udbrud og kollektiv angst.

Jesu modsætning til disciplenes bekymringer er troen: »Har I endnu ikke tro?« Modgiften mod bekymring er altså ikke lettere omstændigheder, men tillid til, at da Jesus på korset sagde: »Det er fuldbragt«, så mente han det faktisk.

Jesus selv demonstrede, hvordan en afklaret tilstedeværelse forholder sig i stormvejr. Det kunne han, fordi han hvilede i, at Guds magt var større end bølgernes. Jesu perspektiv strakte sig udover de omstændigheder, han oplevede, og hans tillid til Gud tog ikke farve af omgivelsernes følelsesudbrud. Vi er kaldet til at følge hans eksempel.

At overvældes af ærefrygt

Fortællingen slutter med, at disciplene igen blev grebet af stor frygt, denne gang på baggrund af Jesus magtdemonstration over stormen og søen. Disciplene overvældes nu ikke længere af verdens kræfter, men af Jesu magt. De har set, hvad han er i stand til at gøre og bliver grebet af ærefrygt over for den magt. Når det menneskelige møder det guddommelige overvældes vi af ærefrygt – og gudsfrygt, for vi kommer i kontakt med noget, der er så meget større og stærkere end verdens dårligdomme.

Dette møde erstatter ikke min menneskelighed, men modtager den med alt, hvad det indbærer af skrøbelighed, begrænsninger, selvcentrerethed og usikkerhed. Det er et møde der rodfæster mig i Guds fortælling og bærer mig gennem livets op- og nedture.

Bibelen fortæller os, at en dag skal den her jord genoprettes og blive, som Gud havde tænkt den. I det er løftet om et nyt liv uden sygdom og smerte. Det er et løfte, som er klippefast, fordi Gud selv har sikret den sejr over alt der var ondt, sygt og ikke som det var tænkt. Fortællingen om altings genoprettelse i kærlighed er vores håb.

Vi må ikke lade os overmandes af frygt i stormen, men vi skal overvældes af ærefrygt for den sejrende Jesus, som siger: »I verden har I trængsler, men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16,33).

Karoline Kurtzmann bor i Aarhus og er ansat hos Aarhus Vineyard.