Kaldet til stilhed

Forestil dig: Du har haft den travleste dag i lang tid, og du er udmattet. Uret siger 20:30, og efter en dag, hvor du er løbet fra den ene aftale til den anden, sætter du dig endelig i din bløde sofa med benene kastet op på bordet. Det har været en god dag, men energiniveauet er helt i bund. Freden er ved at sænke sig, men bliver hurtigt afbrudt af, at din telefon ringer.

Du tager den. Selvfølgelig.

Det er din studiekammerat, som minder dig om, at det er i morgen, I skal lave en fremlæggelse, som du har glemt alt om. Afslapningen forbliver en by i Rusland, og resten af aftenen er du nødsaget til at give din fulde opmærksomhed til opgaven, for du vil nødigt skuffe de andres forventninger – eller dine egne.

Måske kender du ikke oplevelsen, men du kender sikkert følelsen af, at der er en konstant kamp om din opmærksomhed, og at du at bliver mødt af forventninger fra alle sider. Jeg kender det. Jesus kender det endnu bedre.

I Markusevangeliet kapitel 1 kan man læse en beretning om Jesus, som tidligt om morgenen var gået ud til et øde sted for at være alene. Jesus var kort forinden begyndt at stå offentligt frem, og dagen før havde der være fuld fart på, hvor han både havde prædiket i synagogen, været i samtaler med folk, uddrevet dæmoner fra en mand, helbredt Simon Peters mor, og til sidst kan vi læse, at ”hele byen var stimlet sammen ved døren”, hvor Jesus var. Alle havde de et brændende ønske om, at Jesus skulle møde deres største behov og helbrede dem.

Her er Jesus så. Alene i et ørkenlignende landskab. Og jeg forstår godt, hvis han havde brug for at være alene efter sådan en dag!

Måske Jesus havde fundet en lille bakketop, hvor han kunne se solen stå op, mens han nød en rolig morgen med sin far i himlen. Stilheden varede dog ikke længe, før Jesus blev mødt med ordene: ”Alle leder efter dig”. Den store skare, Jesus havde tilbragt tid med dagen forinden, ville have mere, og disciplene havde skyndt sig efter Jesus, og brudt ind i hans ellers idylliske morgenrutine. Folk ville have mere, og det skulle Jesus selvfølgelig give dem – og det skulle være NU!

Alle. Leder. Efter. Dig

Jesus oplevede ikke kun denne ene gang, at store skarer forstyrrede ham og ønskede hans fulde nærvær. Se f.eks. disse to eksempler fra Markusevangeliet:

Mark 3,20:

Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise.

Mark 6,31-34:

”Og han sagde til sine disciple: ’»Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.’.« For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang have tid til at spise. Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare.”

Der var konstant kamp om Jesu opmærksomhed.

Jeg er hverken ligesom Jesus eller en kendis, men alligevel ræsonnerer sætningen »alle leder efter dig« med noget dybt inde i mig. Jeg kender til, at der er kamp om min opmærksomhed, og dertil knytter der sig hurtigt en masse forventninger til, hvad jeg bør tænke og gøre. Det konstante ”NU”, som jeg endda frivilligt underkaster mig gang på gang, hvor jeg oplever en forventning til altid at være tilstede.

Internetmennesket

Den digitale avis, Zetland, lavede i 2018 artikelserie, som omhandlede det konstante pres på vores opmærksomhed. De har sågar navngivet serien ”opmærksomhedskrigen”.

Groft simplificeret beskriver de, hvordan mennesket har gennemlevet tre forskellige udviklingstrin: Fra avismennesket til fjernsynsmennesket til nutidens internetmenneske.

For internetmennesket gælder det, at alting altid er til rådighed. Det gælder viden, underholdning og særligt relationer. Internet og smartphones har gjort os allestedsnærværende – og hvem synes ikke, at det er fantastisk, at man kan være i kontakt med de mennesker, man holder af, selv når man er på den anden side af jorden? Dog er udfordringerne også nemme at få øje på. I et citat skriver Zetland:

Tid og rum blev opløst i en ubønhørlig strøm af nu’er. Og siden internettets vidunder bestod i denne uendelige, allestedsnærværende mulighed for distraktion – og i den uendelige spejlen sig i de andre mennesker – blev internetmennesket et overdrevet socialt bevidst og temmelig distraheret menneske.

Vi lever i en tid karakteriseret af ”information overload”, og der er ingen tvivl om, at kampen om vores opmærksomhed distraherer os og møder os med et hav af forventninger. I værste tilfælde risikerer vi at miste evnen til nærvær. Jeg synes, Magnus Malm i sin bog ’Samtidig’ rammer plet med følgende spørgsmål:

Det vigtige spørgsmål er ikke, hvordan den opvoksende generation er i stand til at holde så mange bolde i luften samtidigt, men hvordan det påvirker deres indre. Hvad sker der med evnen til nærvær?

Jeg er taknemmelig for teknologi, og jeg har ikke lyst til at leve uden min smartphone, men jeg må også turde sætte spørgsmålstegn ved, om jeg er tilfreds med lidt over to timers daglig skærmtid og ca. 80 ”forstyrrelser” om dagen (prøv selv at tjekke din egen skærmtid!). Hvad gør det ved mit nærvær?

Jesus sagde »nej«

Lad os gå tilbage til Jesus i ørkenen, som midt i sin stille morgenrutine blev afbrudt. Folket ville have mere Jesus, men overraskende nok svarede Jesus »Nej«. I stedet sagde han: »Lad os gå andre steder hen…, så jeg også kan prædike der«. Jesus vidste, hvad formålet med hans liv var, og han ville ikke lade andres forventninger styre hans beslutninger. De ville have hans opmærksomhed, men han bukkede ikke under for fristelsen.

Hvis Jesus blot ville følge det, som alle andre ønskede, var han i fare for at miste formålet med sit liv. Jeg tror at Jesus fik styrken til at sige nej, fordi han gang på gang tog sig tid til at søge ud i ørkenen, hvor han var sammen med sin far i himlen.

Kom med ud i ørkenen

Jesus inviterer os med ud i ørkenen. Jeg tror, vi skal gå ud i ørkenen for at slippe væk fra andre stemmer. Vi har brug for stilhed og ro – men også mere end det! Vi skal gå ud i ørkenen for at lytte til en anden stemme.

I ørkenen fik Jesus lov til at opleve, at hans identitet ikke skulle skabes ved at opfylde andres forventninger. Tværtimod blev han gang på gang mødt af Guds stemme: »Du er min elskede søn. I dig har jeg fundet velbehag«. Det var den stemme, Jesus gik ud i ørkenen for at høre, og jeg tror på, at Gud ønsker at fortælle os det samme. At vores identitet er givet af Gud. At Gud kalder os sine sønner og døtre (Gal 4,6-7).

I Hoseas’ Bog kapitel 2 inviterer Gud selv sit folk, Israel, ud i ørkenen. De var blevet forført af andre guder, som krævede deres overgivelse og nærvær, men Gud ville ikke lade andre stemmer definere, hvem de var. Derfor siger han følgende: »Mig glemte hun (Israel), siger Herren. Derfor vil jeg lokke hende, jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte.«

Jeg tror, at det samme gælder os. Når vi glemmer Gud, så kalder han os gang på gang ud i ørkenen, fordi han elsker os.

Hvor er din ørken? Det kan være en stol på dit værelse, et fællesskab, en gudstjeneste, cykelturen til skole, en bænk i skoven. Jeg har selv brug for at finde en ”ørken” i mit liv, hvor jeg kan være tilstede i Guds nærvær og lytte til hans stemme.

Gud vil ikke bare have os hen i stilheden for stilhedens skyld. Han vil have os derhen, fordi han har noget, han vil fortælle os.

Emil Rindom studerer teologi på Aarhus Universitet og kommer til daglig i Aarhus Valgmenighed.