Hvilens vigtighed

I vores kultur er travlhed blevet en statusmarkør, hvor en overbooket kalender bliver glorificeret, og hvile ofte associeres med dovenskab. Kun det, som kan måles, tages i betragtning. Måske er det derfor vi ofte undskylder eller endog forsvarer os mod hvilen? Bemærkelsesværdigt er det, at mange af vores udtryk for hvile, beskriver den, som noget, der kommer EFTER: Vi skal sunde os EFTER en programfyldt juletid, eller vi skal komme os EFTER en travl uge. Men omkring os ser vi, hvordan et liv i overhandlingsbanen ofte fører til fortravlethed, stress og udbrændthed – og måske erfarer vi det i vores eget liv. Spørgsmålet er, om kuren alene kan overlades til coaches og psykologer, eller om Bibelen har noget at sige om det?

For det første: Bibelen blåstempler hvilen

Vi skal ikke mange sætninger ind i Bibelen, før hvilen bliver etableret. Første Mosebog 2,3 fortæller, hvordan skabelsesberetningen afsluttes med en velsignet hviledag – Gud hvilede efter alt, hvad Han havde skabt. Den svenske forfatter og præst Thomas Sjødin beskriver, at når Gud selv efter seks skabelsesdage går ind i hvilen, er det som om »at Han går ind i selve skabelsens hjerte«. For det er først, når hvilen er etableret, at skabelsesberetningen er fuldendt (1 Mos 2,4). Hvilen er derfor skabelsens klimaks, for skabelsen var ikke fuldendt, før hvilen var indviet – og den, der trådte ind i denne velsignede tilstand, var Skaberen selv. Men hvilen i skabelsesberetningen rummer mere end en hurtig konklusion om Guds hvile-behov.

For det andet: Bibelen hævder, at hvilen kommer før arbejdet

I Første Mosebog 1,27 læser vi, at Gud skaber mennesket som det sidste i sit skaberværk – og lige efter etablerer han hvilen. Hvad fortæller det os? Set fra menneskets perspektiv, så begynder hele livet på jorden med hvile. Det meste er allerede gjort, når mennesket kommer ind i verden. Mennesket behøver ikke at skabe verden én gang til. Den findes allerede, og i den tanke er en dyb hvile at finde.

Man kunne ligeledes tænke, at Eva og Adam lige efter deres tilblivelse ville være fulde af energi og indstillet på at skulle arbejde i Guds skaberværk. Men i stedet for arbejdet er det hvilen, som er deres første kald. Gud kalder dem ind i hvilens tilstand før noget EFTER. Hvilen i Bibelens perspektiv er altså ikke en undskyldning efter arbejdet, men et udgangspunkt for arbejdet. Hvilen er ikke en fortjeneste på baggrund af arbejdet, men en forudsætning for at kunne arbejde. Vi er altså kaldet til at lade hvilen høre til, hvor det oprindeligt var tanken: først.

For det tredje: Hvilen er en proklamering af vores frihed!

Læser vi videre i Mosebøgerne, virker det som om, at Gud er klar over, at mennesket vil få udfordringer med hvilen. Det læser vi bl.a. om i Femte Mosebog 5,15, hvor Moses skriver om sabbatten (der er et hebræisk ord for hvile): »Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen.« Her kædes den ugentlige hviledag sammen med jødernes 400 år som slaver i Egypten under Faraoens styre. De arbejdede i døgndrift, alle ugens dage; de havde fået frataget enhver form for frihed, og de blev anset for mekanisk arbejdskraft uden anden værdi end den, de kunne producere. Det er dét Moses minder os om i skriftstedet: et liv uden hvile, er som et liv i slaveri!

Er Moses her verdenshistoriens første fagforeningsmand, der med listige nationalhistoriske argumenter forsøger at snige en fridag ind i arbejdsugen? Nej, langt fra. Der er en universal sandhed gemt i sabbattens reference til slavetiden. En sandhed som er mere påtrængende end nogensinde før. Dér hvor jeg glemmer at hvile, dér hvor jeg negligerer behovet for at tage en pause, dér lever jeg faktisk under slavelignende forhold! Et slaveri under den materialistiske kultur, hvor jeg hele tiden skal producere for at være nyttig. Et slaveri i forhold til følelsen af at skulle præstere, fordi kun i præstationen ligger min værdi.

Stop! råber Moses. Husk at sabbatten er givet til os, for at vi skal proklamere vores frihed! Vi er ikke længere slaver af kulturens fordringer, vores relationers forventninger eller endda af vores egen usikkerhed! Og dét er værd at fejre! Derfor er det afgørende, at vi taler sabbattens sandhed ind over vores liv. Ikke som en undskyldning, men i triumf. Hvis ikke vi er i stand til det, så vil den dårlige samvittighed ved at hvile komme snigende og destruere kaldet om virkelig at FEJRE sabbatten!

Det kan måske lyde som en letkøbt undskyldning for dovenskab, ugidelighed og et evigt sofa-liv. Men det handler om en hvile på et langt dybere niveau: en eksistentiel hvile.

For det fjerde: Hvilen er ikke aftenskolens afspændingsøvelser, men en dyb eksistentiel erkendelse

Den eksistentielle hvile hviler på 2 forhold:

1. Du er ønsket: skabelsesberetningen er en modsigelse af den kultur, hvori den blev til. I andre fortællinger og myter om verden er mennesket blot en tilfældig parentes. Et produkt opstået ud af kaos. Men Bibelens skabelsesberetning fortæller det stik modsatte: Mennesket er alt andet end en tilfældighed – Gud ville mennesket. Gud skabte mennesket.

2. Gud har en vision for dit liv: Mennesket er ikke alene villet af Gud, men også givet en opgave af Gud. Efter det første kald om hvile, så kommer der et andet kald til mennesket: hersk over jorden. Ikke som en brutal diktator, som udpiner, men som gode ledere, der tjener folket og indestår for sit riges velbefindende.

Den eksistentielle hvile består altså i, at du ikke skal skabe din egen værdighed – du er villet af Gud. Du skal heller ikke opfinde et mål for dit liv – det har Gud allerede givet dig: vær hersker i hans rige ved sammen med ham at bringe retfærdighed og barmhjertighed til denne verden.

Eksistentiel hvile betyder, at du ikke behøver at være på endeløs, hvileløs og rastløs jagt på bekræftelse. Det er ikke din arbejdsuge, som fortæller, hvem du er. Det er ikke dine sejre, nederlag, skuffelser eller succeser, som definerer din identitet! Eksistentiel hvile betyder, at du ikke skal leve dit liv for at FÅ værdighed, men fordi du allerede HAR værdighed! Skabelsesberetningen viser os, at du er uundværlig i opfyldelsen af Guds vision for verden.

Genoprettelse ved genopstandelsen


Hvordan bliver den fine fortælling om eksistentiel hvile så til virkelighed i vores liv? Tidligere skænkede jeg sjældent sabbats-tanken meget opmærksomhed, men betragtede den mest som en del af et jødisk-kulturelt fortidslevn. Det med sabbatten var vel bare ment som et godt råd fra Gud? NEJ! Det er simpelthen en forfejlet forklejnelse af en af de vigtigste pointer, som kristendommen hviler på. Hviledagen er et af de 10 bud, og er altså på lige fod med eksempelvis “du må ikke slå ihjel”. Det er faktisk det bud, som får mest taletid da Gud overbringer budene til Moses. Men er det så blot endnu en regel, som lægges oveni bunken af alle de andre “burder” og som bringer dårlig samvittighed med sig? NEJ! Gud er aldrig den, som løfter en fordømmende pegefinger, men han vil altid sætte os fri af enhver bundethed, redde os ud af enhver fortabthed, som vores liv kan være ved at drukne i.

For et års tid siden tog jeg til det franske retrætested Taizé. Det var en tid i mit liv, hvor jeg længtes efter komplet ro i et virvar af kompliceret uro. En tanke, som jeg særligt dvælede ved under mit ophold var: bag vores daglige arbejde findes der et andet arbejde, som vi virkelig behøver hvile fra. Et arbejde, som ikke tillader, at hvilen kommer først. Et arbejde, som kvæler vores mulighed for virkelig at fejre sabbatten, som stjæler vores frihed og holder os i slavelignende tilstand: selvretfærdiggørelsens arbejde. Den konstante følelse af at skulle arbejde på at retfærdiggøre min egen eksistens og værdi.

Da Gud havde skabt verden, sagde han “Det er fuldbragt” og så hvilede han. I Taizé blev jeg mindet om, at da Jesus døde på korset, sagde han “Det er fuldbragt”, for at vi nu kan hvile. Når vores liv går op i limningen, fordi vi ikke kan undslippe tanken om at skulle skabe vores egen værdighed og retfærdiggøre vores egen eksistens, siger Gud: Sabbat! Husk, du er mit barn. Sabbat! Husk, du er kaldet til at være hersker sammen med mig. Sabbat! Du kan hvile i visheden om, at du i dag kan tage dit ødelagte selvbillede, din ødelagte vision om hvem du burde være, din slavebundne tankegang om at skulle skabe din egen værdighed; alt det kan du tage med ind i Jesu død, og komme ud på den anden side af graven, med den store og smukke vision og værdighed, som Gud har til dig. For stoler vi på Jesu fuldbragte værk, så vi ved, at Gud er fuldt ud tilfredse med os!

Sabbatten er ikke en letkøbt genvej til at slippe af med stress eller et forenklet svar når livet slår knuder. Men sabbatten er en måde, som vi kan lære at leve på, hvor vi gentagne gange vender tilbage til en meditation over sabbattens kerne. Her afleverer vi et ødelagt og forvrænget billede af os selv til Jesus, og han giver os i stedet et nyt. Sabbatten handler ikke, om at skabe sig selv, men om at modtage sig selv. Ved Jesu død og opstandelse rækker han os det, som Gud har tænkt, at vi skulle være.

Lad os hvile i visheden om at dét ér fuldbragt.

Maja Schrøder bor i Aalborg og har netop færdiggjort et ophold på Mariager Højskole. Hun er aktiv i Aalborg Citykirke.