Har du et sted, hvor du ikke skal præstere?

Er du mon også stødt på den velkendte beskrivelse af vores kultur som en præstationskultur og en perfekthedskultur?

Da jeg hørte beskrivelsen for første gang, var jeg selv forholdsvis ny på universitetet og skulle lære at navigere i den nye tilværelse med eksaminer, job, sport, sociale medier, venner og familie. Men hvor kom presset egentlig fra, kan jeg godt sidde og fundere over i dag? For mig var det svært, hvilket det stadig kan være i dag, at skulle identificere hvad der er almindelig hverdags uro og hvad der er mere alvorlige symptomer på en presset krop og et fyldt sind. Jeg husker hvordan det i medierne blev fremstillet som den ambitiøse 12-talspige og at vi unge bare manglede mere ’robusthed’. Vi skulle tage at slappe lidt mere af og ikke have så høje forventninger og krav til os selv. Det er som om historien om den pressede generation stadig lever i dag – og det er med god grund. Jeg tænker især på hvorfor statistikkerne fortsat peger på en generel mistrivsel og utilfredshed blandt børn og unge. Man siger at hver fjerde unge kvinde har det psykisk dårligt. Hvad er det der presser? Er det de gode karakterer vi skal have for at kunne sikre os den gode uddannelse og en god fremtid. Er det bekymringerne for ikke at være god nok og ikke leve op til samfundets idealer. Er det trygheden der kan være forbundet med sundt helbred, gode relationer eller hvad er roden til en hel generation, som synes at være håbe-løse. Der er ikke noget politisk tiltag, som kan fjerne presset inde i os – det er vi nødt til selv at gøre.

Er præstation en dårlig ting?

Dét at skulle præstere og forsøge at gøre det ypperlige, det er vel egentlig ikke negativt i sig selv. Jeg synes det er fedt, når jeg har valgt at gå all in på noget og senere se, hvordan det jeg har kæmpet for ender med at lykkes. Det er oftest i perioder med ekstra udfordring, der hvor jeg lige skulle præstere lidt ekstra, at min læringskurve også stiger og jeg udvikler nye kompetencer og talenter. Men det er også i perioder med for meget udfordring, at jeg har måtte trække stikket og finde ro og hvile igen. Hvordan ser balancen så ud? Hvornår er der for meget præstation og hvornår er det netop godt, så vi kan udvikle os som mennesker. Selvfølgelig er der ikke en fælles nævner, fordi vi alle er forskellige. Men jeg tror alligevel vi kan fremhæve noget grundlæggende – formår vi at skabe ’kravfrie rum’ i vores tilværelse? Og hvordan ser disse i så fald ud?

Det eksistentielle sikkerhedsnet

Vi lever jo egentlig godt i Danmark. Selv på SU er jeg blandt otte procent af verdens rigeste. Jeg mangler grundlæggende ikke noget – men alligevel kan det hele virke som om, at det bare ikke er nok. En utilfredshed kan vokse frem med en dertilhørende oplevelse af utilstrækkelighed. Hvorfor – fordi jeg kan være bange for ikke at slå til. Ikke at lykkes. Det optager enorm meget mentalt energi og kan udmønte sig i unødvendige bekymringer og tanker. Nok har vi et socialt sikkerhedsnet i Danmark, så måske er det, som vi i stedet skal sætte fokus på, det eksistentielle sikkerhedsnet. Egentlig tror jeg også at vi må acceptere at meget af det uforudsigelige og ukontrollerbare er en præmis for det menneskelige liv. Mon ikke mennesker for flere hundrede år siden havde det på samme måde, bare med andre ting i deres tilværelse. Vi kan ikke leve et liv omgivet af bobleplast og hvor vi kender hele vores fremtid.

Så hvordan ser det eksistentielle sikkerhedsnet da ud? Vi kender det måske alle sammen – jeg gør i hvert fald. Vi oplever at falde og er spændt på hvilket net, der er under os. Hvad vil vi ramme? Vil nettet holde? I vores menneskelige fald, da kan vi spørge, hvor er det, at jeg placerer min tro, mit håb og min tillid henne? Jeg har erfaret, at jeg ikke kan placere det i mig selv. Når jeg forsøger at gøre det, da bliver det en selvforstærkende spiral, hvor jeg konstant forsøger at opnå mere og dermed ender med at påføre mig selv det hårde pres for at skulle lykkes i mig selv.
Jeg kan heller ikke udelukkende placere det hos andre, for de er jo også bare mennesker, og mennesker begår fejl. Vi kommer alle til kort. Forsøger jeg at placere det i materielle ting, da oplever jeg det er fedt for en tid, men når det ikke giver et svar tilbage og en grundlæggende oplevelse af en dybere mening, ja da går jeg bare desperat videre til det næste i forsøget på at mærke noget i tomrummet. Så hvad er det, som vil bestå når alt andet vil forgå. Hvad er det net som kan holde mig, når livet rammer og presset stiger? For mig kan det sammenfattes i ét navn – Jesus Kristus.

Fundamentet Jesus Kristus

Som troende finder jeg en enorm stor befrielse og en dyb fred i at placere min tillid hos den Gud som har skabt mig og kender mig. Når bølgerne suser omkring mig, når jeg føler, at jeg er ved at kæntre og ikke kan holde mit hoved over vande. Lige der mit i en storm, da har jeg et fundament som står fast – endda urokkeligt fast. I bibelen siger Jesus: »Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tynge byrder, og jeg vil give jer hvile «. Jeg har tit læst dette vers, da det giver mig sindsro, et håb og oplevelsen af ikke at være alene i mine kampe. Det kristne budskab rummer en stor ubetinget kærlighed, som jeg tror er et vigtigt budskab i vores samtid. Et relevant budskab, der rummer en dyb menneskelig sandhed, som vores pressede generation har brug for at høre. I en tid hvor så meget er betinget af noget, oplever jeg en storhed en Gud, som er ubetinget i sin kærlighed til mig.

De kravfrie rum

Tidligere skrev jeg om det kravfrie rum i vores tilværelse. Forestil dig det. Et sted hvor presset forsvinder, hvor man bare kan være – ligesom man er. Et sted med fred, kærlighed og sindsro. Jesus Kristus er ikke blot den, som udgør mit eksistentielle sikkerhedsnet, han er også den som udfylder et afgørende rum i min tilværelse. Det er ikke et fysisk rum, men det er et mentalt rum i mit sind. Et rum hvor jeg kan træde ind, og være i fællesskab med en som elsker mig for den jeg er. Det er et sted hvor kravene fra mig selv eller fra andre bliver lagt i bero. Hvor krav bliver erstattet med fred og hvile. Et sted som jeg grundlæggende er skabt til at være i, fordi det er sammen med skaberen selv.

Artiklen er skrevet af Rebekka Kongsgaard, der bor i København og læser cand.soc på CBS.