Kristen klimakamp?

For nylig fejrede vi nytår og lagde 10’erne bag os. I kølvandet på det, har der har været mange forsøg på at opsummere denne periode.

Noget af det, der i særdeleshed har kendetegnet det foregående årti, er klimakampen og en stigende opmærksomhed på bæredygtighed. Årtiet er startet med, at områder svarende til det dobbelte af Danmarks areal er brændt ned i Australien, og både mennesker og dyr har måtte lade livet i flammerne. Greta Thunberg, som på mange måder er blevet symbol for klimakampen, blev i 2019 kåret som Person of the Year af TIME magazine og unge har, inspireret af hende, marcheret og strejket for at skabe opmærksomhed. Herhjemme er klimapolitik for alvor blevet sat på dagsordenen og var afgørende i den sidste valgkamp.

Bæredygtighed og klima er blevet en del af vores bevidsthed. For nogle betyder det en frygt for fremtiden, mens andre kan udvikle et helt religiøst forhold til bæredygtighed, som i yderste tilfælde bliver til klima-shaming af de såkaldte klima-syndere. Derfor tyder det også på, at klimaet ikke bliver et mindre tema i 20’erne, som vi netop er trådt ind i.

Personligt har jeg kæmpet med at finde den gyldne middelvej mellem ligegyldighed og fanatisme – en vej, der faktisk har været sværere at finde end først antaget. Motiveret af Bibelens fortælling om Gud, der skaber verden og ser, at det er godt, oplever jeg et ansvar for den jord, jeg er sat på.

Samtidig oplever jeg klimakampen så uoverskuelig og så meget ude af mine hænder, at selv radikale livsstilsændringer (som jeg iøvrigt ikke har lyst til, hvis jeg skal være ærlig….) er uden den store nytte. Bibelen beskriver i sine afsluttende fortællinger alligevel en ny himmel og en ny jord, så hvilken forskel gør det, at jeg lever bæredygtigt?

Spørgsmålet for mig bliver, hvad Bibelen egentlig har at sige ind i vores klimakamp? Er der et fodfæste mellem skabelsens ansvar og åbenbaringens genoprettelse?

Da Gud skabte os, kaldte han os

På Bibelens første side skaber Gud verden, med økosystemer, verdenshave og en mangfoldighed af dyr – og han så, at det var godt. Som kronen på værket skaber han mennesket i sit billede. Han velsigner dem og giver dem en opgave: »bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden« (1 Mos 1,28). Mennesket får altså, i kraft af sin gudbilledlighed, ansvar for jorden. Vi bliver kaldet til at forvalte Guds skaberværk.

Ord som underlægge og herske kan næsten lyde helt militært, men læser man teksten på sit originalsprog (hebraisk) findes nogle nuancer som kan være med til at klargøre, hvad det er for en opgave der uddelegeres til mennesket.

Kabash er hebraisk og kan betyde underlægge, binde eller trampe ned. Det kan samtidig bruges om det man gør, for at rydde og klargøre et jordområde, så det kan anvendes som mark.

Det hebraiske ord radah oversættes her med herske. Indenfor hebraisk sprogforskning peger man på, at ordet kan betyde: to actively partner with God in taking the world somewhere.

Mennesket kaldes altså til at tage ansvar ved at samarbejde med Gud om at få noget ud af jorden og udvikle den verden, som Gud har givet dem. Det interessante er, at apostlen Johannes’ beskrivelse af Guds genoprettelse af jorden ikke ender i en have som her i skabelsen, men i en by (Joh Åb 21). Verdens ende er altså ikke en nulstilling tilbage til Edens Have, men en genoprettelse, som rummer alt det bedste, vi igennem årtusinder har udvundet og udviklet: arkitektur, litteratur, kunst, gastronomi, teknologi osv.

Vi er altså kaldet til at benytte os af jordens ressourcer og udvikle den verden, vi er en del af. Det kan vi, fordi vi er skabt til at afspejle Gud i den her verden, idet vi er skabt i hans billede.

Måske er det den del, vi har misforstået? At når vi underlægger os og hersker over jorden, så er det på vegne af Gud, og derfor også med hans hjerte for det skabte.

I det lys er bæredygtighed ikke et moderne buzzword som afviser plastiksugerør og lever vegansk, men en grundpræmis om at forvalte jorden på vegne af Gud.

Bæredygtighed som næstekærlighed?

Da Jesus bliver spurgt, hvad det største bud er, svarer han: »du skal elske Gud… og din næste som dig selv« (Matt 22,37+39). Dette er altså vores primære kald, og alt andet – også kaldet til at forvalte jorden – står under det.

Vores nuværende overdrevne brug af jordens ressourcer, som har udløst den moderne klimakamp, har haft store konsekvenser for mennesker. Ét perspektiv er det generationelle, hvor vores forbrug uundgåeligt får konsekvenser for de kommende generationer. Et andet er, at der i dag er mennesker, som betaler prisen for min ressourcerige livsstil.

Et reelt spørgmål, vi må stille os selv som mennesker og som kristne, er, om vores liv og vores forbrug er et udtryk for, at vi elsker Gud? Og om det er at elske min næste, som også er den underbetalte fabriksarbejder i Taiwan eller den fisker, der bor i områder, hvor klimaforandringerne har store konsekvenser for miljøet?

At skabe en balance i vores forbrug af ressourcer, så det ikke belaster jorden mere, end hvad den kan nå at reproducere, er ikke blot en moderne mærkesag på den politiske venstrefløj, men det er kernen i det at leve som menneske på jorden i det kald, som Gud har til os i skabelsen.

Kaldet er ikke (nødvendigvis) at spise økologisk og droppe flyrejser i sig selv. Vores kald er at elske Gud og elske mennesker – det sker blandt andet ved at samarbejde med ham om at forvalte den her verden, så den bliver ham til ære og mennesker til gavn.

Og en dag skal vi mødes med netop den underbetalte fabriksarbejder fra Taiwan og de mennesker, som har lidt under klimaforandringernes ekstreme forhold, i en by, sammen med den Gud, der har skabt og genoprettet det hele, og nyde verden, som den var tænkt.

Indtil da har Gud uddelegeret ansvar til os, om at passe på det skabte. Spørgsmålet er, hvordan det kald virkeliggøres i dit liv?

Karoline Kurtzmann bor i Aarhus, hvor hun læser teologi på Menighedsfakultetet. Hun kommer i Aarhus Vineyard, hvor hun er medlem af ledelsen.