Julen handler om bristede forventninger

I disse dage går mange danskere på juleferie. Intercitytogene fyldes med studerende, og motorvejene med familiebiler. Nogle får forældre på besøg, andre besøger søskende, men ét er sikkert. Næsten alle har planlagt, hvor de skal tilbringe aftenen den 24. december.

Juleaften er en traditionsrig eftermiddag. For mange mennesker indebærer den, at alt skal være ligesom sidste år. »Spiser I and eller flæskesteg?« er nærmest et eksistentielt spørgsmål, og hvis familien altid har haft nordmannsgran, kan vi umuligt forestille os at skifte til rødgran – og Gud forbyde, at nogen skulle foreslå et juletræ af plastik.

For en højtid, der især handler om, at rykke sammen om lyset i den mørke tid, er det egentlig besynderligt, at vi hænger fast i alle de små detaljer. For jo flere krav, der skal opfyldes, før det virkelig bliver jul, jo større byrde pålægger vi os selv.

Den første jul

I julen taler vi meget om fred. Én af mine favoritsange på denne årstid er ‘Dejlig er jorden’, som slutter således:

Fred over jorden!
Menneske fryd dig!
Os er en evig frelser fød!

Og det er rigtigt, at julens budskab også er, at freden kom til jorden. Men sjældent på den måde, vi tænker.

Når vi tænker på barnet i krybben, tænker vi oftest på det idylliske krybbespil, som står i vindueskarmen, hvor Maria og Josef og hyrderne og de tre vise mænd står omkring en krybbe, hvor der ligger et barn og smiler. Måske forestiller vi os endda, at det lille barn i krybben ler en barnlig latter, for der er jo så dejligt i julefredens stald i Bethlehem.

I H.A. Brorsons julesalme ‘Mit hjerte altid vanker’, er det dog et andet billede, vi tegner af stalden. Vi synger om den mørke stald og de tørre grene, som Jesus lå i. »Skal jeg min Gud da skue i sådan usselhed?«, spørger vi.

Det kan være, at Maria og Josef stillede sig selv det samme spørgsmål. For deres jul, den første jul i verdenshistorien, gik helt galt. Ingen af deres planer lykkedes. De havde måske forestillet sig, at de kunne føde deres førstefødte søn hjemme i tømrerboligen i Nazareth, men fordi der blev udskrevet en folketælling, skulle de rejse 150 kilometer til Josefs slægts hjemby, Bethlehem. Uden bil eller tog. Det svarer til at bo i Herning og gå til den tyske grænse – som højgravid vel at mærke.

Efter den udmattende tur, der nok har været noget mindre idyllisk end vores forestilling om ‘Driving Home For Christmas’, havde de sikkert brug for et sted at hvile hovedet. Men alle hotelværelserne var optagede, for alle andre var også taget ‘hjem’ til den store optælling.

Det eneste sted, der var plads, var i en stald. Jeg skal også hjem til en gård til jul, men vi har ingen planer om at holde julemiddagen ude hos køerne. Der er beskidt, fyldt med lort, og der lugter. Og hvis jeg lige havde fået en søn, var dyrenes fodertrug det sidste sted, jeg kunne forestille mig at lægge ham. Men det var dér, der var plads til Josef og Maria, og det var dér, hun gik i fødsel, og fik verdens frelser.

Hvordan vi formår at fortælle den historie som en nusset hyggefortælling hvert eneste år, overgår min forstand. Det er næsten absurd, når vi tænker, at julen absolut skal være ens hvert år, når den begivenhed, vi fejrer, tilsyneladende var et kaos af ubehagelige omstændigheder.

Friheden i de bristede forventninger

Men havde Gud ikke styr på, at alt skete netop som han havde planlagt det? Jo, det tror jeg i hvert fald på.

At Gud havde styr på hele situationen, er hele pointen. For selv da alt så ud til at gå galt, havde Gud styr på, at Jesus blev født på præcis den måde, han havde planlagt. For at vi kan se hen mod en Gud, som steg ned til de usleste kår, for at selv de ringest stillede mennesker kan spejle sig i ham.

Og på samme måde, har Gud styr på, når et eller flere elementer af juleaften går galt. Stegen kan brænde på, du kan blive skuffet over gaverne, eller måske kan en samtale udvikle sig til et skænderi, der river op i gamle sår.

Nogle mennesker bliver kede af det, når de skal fejre jul med svigerfamilien, for så får de ikke lov til at deltage i de traditioner, deres egen familie plejede at have. Andre mennesker bliver kede af det, hvis deres egen familie beslutter sig for at sløjfe en tradition, eller for at holde juleaften et andet sted. Men hvis vi har det sådan om juleaften, så er traditionerne blevet for vigtige for os. Og så misser vi, at juleevangeliet også handler om, hvordan bristede forventninger kan lede til endnu større velsignelser end vi havde forventet.

Når vi forstår det, sætter det os også fri fra, at alt nødvendigvis skal være, som det plejer. Og så får vi måske netop lov til at opleve, hvilken frihed og glæde der kan være i, at give plads til alle de fejl, som vi alligevel kommer til at lave.

Simon Bækgaard er redaktør for Docks og studerer journalistik. Han bor i Aarhus med sin kone Lisa.