Mørket i os alle

For et års tid siden talte jeg med et menneske, som var ved at tage stilling til sit forhold til tro og kristendom. Jeg spurgte ind til, hvilke barrierer der endnu stod i vejen, og den umiddelbare respons var “kristendommens tale om synd”. Det var dette syn på mennesket som en synder, der ganske enkelt ikke kunne forenes med et moderne oplyst menneskes blik på sig selv. Siden oplysningstænkerne Rousseau og Voltaire har vi da vidst bedre i Vesten. Det kan ikke passe, at vi endnu hænger fast i et forældet negativt selvbillede, som kun afføder passivitet i mødet med en tilværelse og et liv, som aldrig bliver bedre, og som fylder os med en grundlæggende skam. Eller hvad? Er det virkelig det, kristendommen indbyder os til? Lad os se nærmere på det.

Den bibelske fortælling

Jeg antager at langt størstedelen af Danmarks befolkning før eller siden har stiftet bekendtskab med syndefaldsberetningen, som vi kender fra Første Mosebogs tredje kapitel. Det er historien om Adam og Eva, som forbryder sig mod ham, der sætter dagsordenen for selve tilværelsen – Gud. De spiser af en frugt, som han har forbudt dem at spise af. Det kan synes af lidt. Har vi ikke alle en dunkel tirsdag aften rakt hånden ud for at tage af, måske ikke frugtskålen, men så kagedåsen eller slikskabet på øverste hylde? Hvad skulle der være i vejen med en så relativt uskyldig handling?

Sagen er den, at frugten ikke er nogen almindelig dansk æblesort. Den kommer af træet til kundskab om godt og ondt. Denne skelnen mellem godt og ondt kan virke som en væsentlig egenskab at besidde, men der følger en frygtelig forbandelse med den. Når du kender det gode og det onde, ved du også præcis, hvordan du kan forbryde dig mod dit medmenneske, så vedkommende lider mest muligt. Intet dyr, hvor kløgtigt det end er, ville være i stand til at udvikle torturinstrumenter i stil med tommeskruen, jernjomfruen og korset. Men fordi mennesket kender godt og ondt, evner det også at maksimere disse to enheder til fulde.

Dermed står du, hver gang du svigter dit medmenneske, i et dybt skyldforhold til vedkommende, fordi du vidste bedre end at svigte. Men ikke nok med denne skyld. Kundskab om godt og ondt baner også vej for skammen, som får mennesket til at dække sig til, fordi det opdager, at det er nøgent. For med min viden om, hvad der skader andre, ved jeg også, at jeg selv er sårbar. Derfor ængstes jeg ved tanken om min egen nøgenhed, ikke blot den fysiske men i særdelshed også den psykiske. Med skylden og skammen som følge efter at have lagt sig ud med ham, som er herre over alt, overlades vi nu til et liv på afstand af ham, som også er kilden til alt godt.

Arvesynden

Denne urtidsberetning sætter rammen for det dogme, man inden for kristendommen kalder ‘arvesynden’. Den går kort fortalt ud på, at mennesket fra sin fødsel ikke er uplettet. Vi bærer fra begyndelsen af livet dette massive potentiale til ondskab, og det vil uundgåeligt manifestere sig i større eller mindre grad. I det Gamle Testamente udtrykkes det sådan: »I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig« (Salme 52,7), og i det Nye Testamente udtrykkes det sådan: »alle har syndet og mistet herligheden fra Gud« (Rom 3,23).

Det er hårde ord, som kan vække anstød, men i virkeligheden bærer de på samme grundantagelse om mennesket som Ciceros berømte ord: »errare humanum est« – det er menneskeligt at fejle. Og hvem kan benægte det udsagn? Hvem kan undsige sig sin ufuldkommenhed? Hvem påstår at være perfekt? Det gør ingen, for alle ved, at det er menneskeligt at fejle.

Med det perspektiv er der faktisk noget ganske befriende i kristendommens tale om mennesket som en synder. Det hører med til historien om mig, at jeg aldrig formår at leve op til det, jeg gerne vil leve op til, og det er helt og aldeles naturligt. Men denne tale om min ufuldkommenhed er i kristendommen ikke bare en nøgtern observation, den er vævet ind i en historie, som fortæller mig på et eksistentielt plan, hvad der er galt med mig.

Det betyder, at det ikke bare er min egen mavefornemmelse, der skal sige mig, at det er naturligt, at jeg ikke er perfekt. Nej, jeg har faktisk en prequel-fortælling, som fortæller mig det forud for alt andet. Men er det alt, hvad min prequel rummer?

Gudbilledlighed

Billedet af mennesket som en synder er heldigvis kun en del af fortællingen om, hvem mennesket er ifølge Bibelen. Den fortæller nemlig forud for dette, at mennesket er skabt i Guds billede. Denne gudbilledlighed betyder, at alle mennesker er forbundne med Gud, på sin vis som børn, der bærer en lighed med deres forældre. Men forbundenheden er dybere endnu.

Den er, som biskoppen Augustin skrev i det fjerde århundrede: »Du har skabt os til dig selv, og vore hjerter er hvileløse, indtil de finder hvile i dig«. Alle mennesker kender til længsel. Det er en grundfølelse, som, selvom den ser forskellig ud i os, udtrykker, at der endnu er noget, som ikke er, som det skal være i dette liv. Selv de lykkeligste øjeblikke fortager sig og overtages af følelsen af vemod og længsel efter mere.

I Bibelen er Gud det ‘mere’. Men vi er kommet på afstand af ham, og vi ved det alle sammen helt intuitivt. Det ideelle og rent gode, som Gud er og repræsenterer, er vi adskilt fra af kræfter, der er større end os selv. Det er det, synden er.

Men selvom man har sluttet fred med synden som et grundvilkår for at værne sig mod skuffelsen over sin egen mangelfuldhed, så eksisterer længslen der ligeså stærkt. Det er den rungende protest, som siger, vi må kunne gøre det bedre. Derfor ønsker Bibelen ikke kun at fortælle os, hvad der er galt. Den vil også flytte os.

Redningen

Det kan næsten undre mig, at man i tidens løb har haft en stiltiende accept af, at kristendommens kernesymbol er et kors. Stilistisk set er korset et ganske pænt symbol med sin vandrette og lodrette linje, der både ser simpelt og elegant ud. Men sandheden er jo, at det er et torturinstrument. Det er et udtryk for menneskets indgående kendskab til godt og ondt, og hvordan vi med dette kendskab formår, at nedbringe den tungeste skæbne over hinanden.

Derfor er det dybt overraskende, at det netop er på et kors, at genforeningen med Gud finder sted. Ham, hvis billede vi bærer, påtager sig den tungeste skæbnes åg. Korset som det største koncentrat af vores adskilthed fra Gud bliver stedet, han møder os, for alle vores egne forsøg på at nå ham har været forgæves.

Og som han møder os der i vores eget mørke, tændes der påny et lys, fordi Gud selv nu har smagt på mørket og overvundet det. Kristendommens fortælling er dermed fortællingen om en håndsrækning i mørket fra lysets herre, som vil flytte os over i hans rige. »Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige« (Kol 1,13). At være kristen er at komme overens med det faktum, at man ikke er perfekt, og på samme tid at bære et håb om en bedre verden, hvor det gode og det skønne ikke er en utopi, men en fremtid man har i vente.