Tror Islam og Kristendommen på den samme Gud?

Mange af os oplever i dagligdagen islam og kristendom som ganske forskellige religioner. Men ser vi nærmere efter, findes der nu også mange ligheder mellem islam og kristendommen. Faktisk flere end jeg forestillede mig, da jeg for alvor begyndte at studere islam.

Det muslimske svar

Et af de temaer, hvor der er flere ligheder mellem islam og kristendommen, end jeg lige gik og troede, er gudsforståelsen. Her er der så mange ligheder, at man i første omgang kan være fristet til at give muslimerne ret, når de ganske ofte i samtale med kristne hævder, at dybest set tror kristne og muslimer på den samme Gud. Når muslimer hævder dette, er de i øvrigt på linje med et centralt udsagn i Koranen, hvor vi læser: »Vores gud og jeres gud er én, og til Ham overgiver vi os« (29. 46).

De 99 smukke navne – og hvad der ikke nævnes

Dette understøttes af, at vi som kristne, hvis vi kaster et blik på den normale muslimske gudsforståelse, kan nikke genkendende til mange elementer: Der er kun én Gud, og han er verdens skaber og opretholder. Han er Herren og han er dommeren på den yderste dag. Muslimer har faktisk en liste med 99 “smukke navne”, som i høj grad skulle indholdsbestemme den muslimske gudsforståelse: “den barmhjertige”, ”den hellige”, ”dommeren”. Og efter mit skøn er der ingen af disse “navne”, som vi som kristne må tage afstand fra, selvom det ikke vil være naturligt for os at anvende dem alle.

Men på trods af det er der ganske vist også væsensegenskaber hos Gud (“navne”), som vi som kristne kan undre os over mangler blandt de 99 og i den muslimske gudsforståelse som helhed, eksempelvis “hyrde”, “far” og “frelser”.

Og ikke blot er der betegnelser vedrørende Gud, som vi mangler blandt de 99 navne. Nogle af dem, som vi er fælles om, har også et lidt forskelligt indhold og forskellig vægt, hvis vi sammenligner Koranen med Bibelen. Det gælder eksempelvis betegnelsen “den barmhjertige”, som i islam ikke nødvendigvis betyder, at Gud har et kærligt sindelag, sådan som vi kristne normalt forstår det. Så allerede på baggrund af disse iagttagelser kan vi konstatere, at der er påfaldende ligheder, men også betydningsfulde forskelle mellem den muslimske og den kristne forståelse af Gud.

Vender vi nu tilbage til samtalen med muslimer, der med baggrund i blandt andet Koranen 29.46 hævder, at muslimer og kristne tror på den samme Gud, har jeg fra tid til anden i en sådan samtale indvendt, at det jo er en helt central del af den kristne tro, at Jesus er Guds Søn, og at vi kristne, når det kommer til stykket, tror på en treenig Gud. Og så har muslimen som regel indrømmet, at vi måske alligevel ikke helt tror på den samme Gud.

Og sådan har situationen været i snart 1400 år: Der er på den ene side mange og centrale ligheder mellem den kristne og den muslimske gudsforståelse, og på den anden side kan der også peges på væsentlige forskelle både hvad angår Guds specifikke væsenskendetegn (hans “navne”) og vedrørende forståelsen af Jesus og treenigheden.

Brev fra 138 muslimer

Og så har der alligevel her på det seneste været bevægelse at spore fra muslimsk side. I oktober 2007 henvendte en række muslimske ledere, den muslimske verdens “paver”, “ærkebiskopper” og “store teologer”, sig nemlig med Brev fra 138 muslimer til paven og en række andre kristne ledere. Anliggendet i dette brev var primært at give udtryk for ønsket om fred – altså ikke jihad – og fremhævelsen af, at kristne og muslimer i det dobbelte kærlighedsbud har en fælles basis for fred. Men i den forbindelse kunne vi så også registrere en implicit anerkendelse af, at kristne er sande monoteister (altså tror på én gud), hvilket ellers er blevet bestridt fra muslimsk hold i mere end 1000 år. Så fra ledende muslimsk hold er betingelserne for en positiv samtale med kristne om gudsforståelsen tilsyneladende bedre end de længe har været.

Hvad mener vi kristne så?

Men hvordan ser sagen så ud fra en kristen synsvinkel? Efter mit skøn har den mindst tre komponenter:

Vil holdningen, som vi møder i Brev fra 138 muslimer, på længere sigt få bred gennemslagskraft blandt muslimer?

Hvordan skal vi kristne stille os til de specifikke væsenskendetegn (“navne”), som enten mangler eller som har en anden betydning eller vægt i den muslimske gudsopfattelse end i den kristne?

Hvad med synet på Jesus og treenigheden?

Vil “Brev fra 138 muslimer” få gennemslagskraft?

Når det gælder det egentlige anliggende i Brev fra 138 muslimer, nemlig at argumentere for, at islam er en fredelig religion – og i øvrigt går ind for religionsfrihed – kunne det se ud til, at virkeligheden har overhalet de smukke ord. Islamisk Stat, som for alvor voksede sig stærk i 2014, har jo ikke direkte markedsført sig som et fredeligt regime. Og utallige steder på kloden synes det stigende antal af voldelige aktioner udført af militante muslimer effektivt at modbevise, at islam i sit inderste væsen skulle være en fredelig religion. (I forbifarten bør nævnes, at vi kristne ganske vist heller ikke har ”rene hænder” i denne sammenhæng. Men når kristne udøver vold, handler vi i modstrid med vort etiske forbillede, Jesus. Når muslimer derimod udøver vold, handler de i overensstemmelse med deres etiske forbillede, Muhammed). Og på samme måde kan man overveje, om den implicitte anerkendelse af, at vi kristne er monoteister, som vi kan finde i Brev fra 138 muslimer, mon nogensinde vil få gennemslag i den dagligdags-muslimske forståelse.

Hvad signalerer forskellene i forståelsen af ”navnene” og vægtlægningen på Guds vilje?

Hvad angår de specifikke væsenskendetegn (“navne”), som enten mangler eller forstås anderledes i islam end i kristendommen, signalerer de efter mit skøn samlet set en forskydning i gudsforståelsen bort fra det fællesskab og den intimitet, som vi finder i kristendommen (Gud er vores kærlige far, som ønsker fællesskab med sine børn) i retning af en ophøjet Gud, som primært ønsker lydige tjenere. Hertil kommer den påfaldende vægtlægning på Guds vilje, som vi møder i mange dele af islam. Den går ud på, at Gud principielt kan gøre præcis, hvad han vil, og ikke i sit væsen er bundet af hverken barmhjertighed, retfærdighed eller nogle af de andre “navne”. Dette medfører et tydeligt aspekt af vilkårlighed i den muslimske gudsforståelse, hvilket pave Benedikt da også antydede i sin berømte Regensburg-forelæsning i 2006.

Hvad er Jesu status: profet eller frelser?

Den mest afgørende hindring for, at vi kristne uden videre kan medgive, at muslimer og kristne tror på den samme Gud, er imidlertid forståelsen af Jesus – og sådan har det altid været. Er Jesus blot en profet, hvilket muslimer hævder, eller er Jesus mere end profet, nemlig Guds Søn og verdens frelser, hvilket vi kristne hævder? Muslimernes syn på Jesus er dels bestemt af deres grundlæggende strenge monoteisme, dels af en række Koran-tekster, som udtrykkeligt giver udtryk for, at Jesus blot er et menneske. Vi kristnes syn på Jesus er primært bestemt af en række tekster i Det Nye Testamente – både i evangelierne og i Det Nye testamente i øvrigt – hvoraf det tydeligt fremgår, at Jesus er mere end et almindeligt menneske, nemlig Guds søn og verdens frelser. For eksempel fremgår det af Johannesevangeliet, at en række udtryk, som tidligere kun kunne anvendes om Gud, nu pludselig bliver anvendt om Jesus. Et tydeligt eksempel på dette er disciplen Thomas, som i forbindelse med mødet med Jesus efter opstandelsen, udbryder: »Min Herre og min Gud« (Joh 20,28).

Hvad med en kompromis-formulering?

Man kunne selvfølgelig indvende, at denne forskel, hvad angår forståelsen af Jesus, da må kunne placeres i “småtings-afdelingen” sammenlignet med alle de gevinster, som det ville medføre, hvis vi blot blev enige om en eller anden kompromis-formulering. Men det er næppe muligt at finde en kompromisformulering. Islam ville bryde sammen, hvis man på nogen måde anerkendte, at Jesus er mere end et menneske. Så ville Muhammed nemlig ikke kunne opretholde den position, som han ifølge muslimsk opfattelse har, og Islam ville dermed ophæve sig selv.

Tilsvarende er det også umuligt for os kristne at give køb på, at Jesus er Guds Søn og verdens frelser. Så set fra min synsvinkel kan tingene gøres op på den måde, at hvis en muslim anerkender, at Jesus er mere end et menneske, er vedkommende ikke længere muslim. Og hvis en kristen anerkender, at Jesus blot var et menneske, er vedkommende ikke længere en kristen i klassisk forstand.

Og tilsvarende overvejelser kan anføres i relation til treenighedslæren. Ganske vist tyder noget på, at Muhammed og Koranen har misforstået, hvad den kristne lære om treenigheden går ud på. Men selv de muslimer, som har en korrekt opfattelse af treenighedslæren, vil næppe kunne tilslutte sig den.

Konklusion

Der er, som flere gange påpeget, mange ligheder mellem den kristne og den muslimske forståelse af Gud. Men der er også nogle helt centrale forskelle. Nogle af disse forskelle betyder for mig at se, at Gud ifølge muslimsk forståelse ændrer karakter fra at være kærlig, intim og fællesskabssøgende til at blive fjern og ophøjet.

Og denne ophøjethed medvirker til, at det ifølge muslimsk gudsforståelse er umuligt for Gud personligt at komme til mennesker, sådan som vi kristne hævder, er sket med Jesus.

Perspektiv: Det mest centrale spørgsmål overhovedet
Vi har i det foregående behandlet spørgsmålet on gudsforståelsen som blot ét blandt mange temaer, hvor der både kan konstateres ligheder og forskelle mellem muslimsk og kristen opfattelse. Men ved nærmere eftertanke er netop gudsforståelsen (og synet på Jesus) ikke blot ét blandt mange. Dette tema er efter mit skøn det mest centrale, som man overhovedet kan forestille sig. Og det betyder, at den konklusion, som vi har gjort gældende i forbindelse med gudsforståelsen, må få den konsekvens, at vi helt generelt må konkludere, at islam og kristendom ikke “kommer ud på ét”.

Kurt Christensen er professor, dr.theol og centerleder hos Center for Kristen Apologetik på Menighedsfakultetet i Aarhus.