Plejer er død – dit nye liv i Kristus

I lang tid har jeg været inspireret og udfordret af beretningen fra Johannesevangeliets niende kapitel, hvor Jesus helbreder en blindfødt mand. Hele passagen er spækket med sandheder om vores forhold til Gud og mennesker, og specielt én ting springer mig i øjnene, når jeg forholder mig til den: responsen fra mandens omverden. Vi læser i vers otte: »Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu: ‘Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?’« Efterfølgende går hele narrativet ud på at illustrere folks manglende forståelse for, at den blindfødte rent faktisk har oplevet et mirakel og er blevet seende.

Gud gør en stor ting i den blindfødte mands liv, og hans omverden reagerer med skepsis. Vi læser, at de havde været vant til at se ham som en blind tigger, hvilket synes ironisk i den forstand, at det nu er dem, der forekommer blinde over for det nye, som Jesus netop har gjort. Hvad lærer det os? At vi kan være så vant til at se det, som plejer at være, at vi bliver blinde over for det nye, som Gud vil gøre.

“Kom nu ikke for godt i gang”

Der findes næsten ikke noget mere demotiverende end at tale med mennesker, der er så fastgroet i det, som plejer at være, at de ikke længere har nogen forventning til fremtiden – hverken til deres egen eller til andres. Hvor tit har vi ikke holdt live i “kom nu ikke for godt i gang”-mentaliteten, at vi aldrig træder ind i den fremtid, som Jesus prøver at skabe for os? Hvor tit kommer vi ikke til at holde både os selv og andre fast i det, som plejede at være, og i dem, som vi plejede at være? Jeg har noteret mig, at dem, der siger “kom nu ikke for godt i gang”, aldrig selv kommer i gang. Vi er alle kaldet til større liv end det! Jeg snakker ikke om, at vi skal være naive, men om at vi skal være nådefulde.

Den blindfødte mand plejede at sidde og tigge men har nu rejst sig og er gået hen for at vaske sig i Siloadammen. Hvorfor er det vigtigt at vide, hvad dammen hedder? Det er vigtigt, fordi Siloa betyder udsendt. Jesus giver ikke blot manden syn men også en helt ny identitet og sætter ham i bevægelse! Da manden kommer tilbage fra dammen og skal i gang med at implementere alt det nye i sit liv, bliver han straks konfronteret med sit gamle liv: “Jamen du plejede da at sidde og tigge…”. Deres reaktion på det nye svarer ikke ikke til den identitet, som Jesus netop har givet ham. Jesus råber “udsendt!”, men folket råber stadig “tigger!”.

Når vi selv holder mennesker tilbage

Vi misforstår teksten, hvis vi ikke ser, at den er en anledning til seriøs selvransagelse. Du må spørge dig selv, om du kan rumme den fremtid, som Jesus prøver at skabe for andre, omend det til tider kan virke for godt til at være sandt. Har du råbt “tigger”, hvor Jesus har råbt “udsendt”? Holder du folk fast i menneskers fortid, eller fejrer du deres fremtid? Enten håner eller hepper vi. Menneskets hjerte er særligt disponeret for førstnævnte, for det er altid nemmere at være skeptisk, kritisk og fordømmende over for andre. Men det er præcis den indstilling, som Jesus korrigerer med dette mirakel! Han kalder os til at leve et større liv med en attitude, som bliver livgivende for andre og for os selv. Han siger til dig: “Jeg ønsker at gøre store ting i din verden og i dine medmenneskers liv, og jeg vil, at du skal være med til at bære det frem! Lad være med at blive blind over for det nye, som jeg vil gøre, fordi du har været vant til at se mennesker på en bestemt måde!”

Plejer er død

For at træde ind i det nye, som Jesus skaber, må vi forstå, at plejer er død. Det allervigtigste at erkende i denne henseende er, at jeg først virkelig bliver motiveret til at hjælpe andre ind i deres fremtid, når jeg ser, at jeg er den blinde tigger i teksten, som har et uendeligt behov for, at Jesus helbreder og frelser mig. Du og jeg har så desperat brug for Guds kærlighed og retfærdighed, at vores behov for en frelser langt overstiger en tiggers behov for penge til mad. Det allermest skandaløse og det allermest forvandlende består videre i, at Jesus på korset blev som en “blind” for os, da han råbte »min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, for at vi kunne blive helbredt for vores åndelige blindhed og derved se »hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed« (Johannesevangeliet 1,14b).

Når jeg ser, at han udslettede mit “plejer” af synd, død og fortabelse ved selv at påtage sig dette, og at han gav mig nåde, identitet og velsignelse, tvinger det mig til at gøre alt, hvad der står i min magt for at hjælpe folk videre fra det “plejer”, som holder dem tilbage fra alt det, Gud ønsker at gøre i deres liv. Når jeg ser, at han lod sig hænge på et kors for at frigøre mig til en nådefuld fremtid, bliver jeg nødt til at gå ud og give mig selv hen for andre med samme attitude. Plejer er død.

Mathias Schrøder er sammen med sin hustru Josefine ungdomspræst i Aalborg Citykirke. Han har en bachelor i dansk og kulturforståelse og er nu i gang med en kandidat i Kommunikation ved Aalborg Universitet.