Den evige kystlinje

I 1952 forsøgte langdistancesvømmeren Florence Chadwick at svømme 41 kilometer fra Catalina Island til Californiens kyst. Hun blev hele vejen flankeret af redningsbåde, der var klar til at hjælpe hende, hvis hun blev skadet eller træt. Efter 15 timer satte en tyk tåge ind. Det fik Florence til at tvivle, og hun fortalte sin mor, der var i en af redningsbådene, at hun ikke troede hun kunne klare det. Alligevel svømmede hun endnu en time, da hun til sidst bad om at blive trukket, ude af stand til at se kystlinjen på grund af tågen. Da hun sad i båden, gik det op for hende, at hun var stoppet med at svømme kun 800 meter fra målet.

To måneder senere forsøgte Florence igen at svømme distancen, og selvom det var tåget, så lykkedes det hende at svømme de 41 kilometer. Da hun efterfølgende blev spurgt om hvad der gjorde forskellen, svarede hun: »Den første gang var alt, jeg kunne se, tåge. Den anden gang havde jeg et mentalt billede af kystlinjen, mens jeg svømmede«.

For mig at se, giver Florence Chadwicks kommentar et godt billede på, hvordan det kristne håb burde fungere i vores liv, når vi er efterfølgere af Jesus. For at fortsætte gennem livets tåge, har vi brug for et mentalt billede af den evige kystlinje, som vi svømmer imod.

Spørgsmålet er, hvordan den her evige kystlinje ser ud – hvad er det kristne håb? Og hvordan kan det håb give os håb her og nu og gøre os engageret i verden og andre mennesker?

Hvordan ser den evige kystlinje ud?

Hvis man tager et metablik på Bibelen, så handler dens store historie om, hvordan Gud skaber en vidunderlig verden, hvor himlen og jorden engang var fuldt ud sammenføjet, hvordan de blev adskilt og hvordan Gud vil sammenføje dem igen.

Håbet om foreningen af himlen og jorden består i troen på, at der er sket noget radikalt nyt i menneskehedens historie, igennem Jesus liv, død og opstandelse. I det Nye Testamente siger Peter at Jesu opstandelse åbnede op for et nyt og »levende håb« (1 Pet 1,3), og Paulus kalder evangeliet for »herlighedens håb« (Kol 1,27). Dette håb var ikke blot for mennesker. Apostlene mente, at hvad der skete med Jesus ved opstandelsen, var en forsmag på, hvad der skulle ske med hele skabelsen. Håbet er dermed ikke individuelt, eksistentielt eller privat; det er et håb, der omfatter både mennesker og hele skabelsen, fordi vi venter på Guds nye skabelse og genoprettelse, hvor ondskab erstattes med godhed, sorg med glæde og død med evigt liv (Rom 8, 18-23; Åb 21, 1-5).
Peter siger om Jesus, at »han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Guds fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund« (ApG 3,20). Og hvad er det så, profeterne har forkyndt?

Det kan man for eksempel se i profeten Esajas’ smukke syn om den nye himmel og den nye jord:

Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; (…) Men i skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber… Der høres ikke mere gråd eller skrig. Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. (…) Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen; men slangens føde er støv. Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren. (Es 65, 17-25)

Håbet ser dermed ikke ud til bare at være at komme i himlen når man dør. Guds plan for verden og mennesker er større. Endemålet er en genoprettelse af verden eller en ny skabelse, og i mellemtiden er Gud i himlen, indtil himlen og jorden en dag forenes igen. Et nærliggende spørgsmål kunne så være; hvad så med dem, der er døde inden denne genoprettelse finder sted? Hvor ryger de så hen?

Paulus svarer på det i Første Thessalonikerbrev 5, 13-18 og siger, at menigheden ikke skal være bekymret, for de kristne som er døde, er allerede nu sammen med Herren i himlen. For himlen er at være der, hvor Gud er – uanset om det er før eller efter opstandelsen og den nye skabelse. Guds nærvær er det kristne håbs objekt!

Gud selv er den evige kystlinje

Den tanke har undertiden mødt kritik. I 1841 skrev Ludwig Feuerbach ‘Religionens væsen’, hvor han fremlagde projektionshypotesten, der hævdede at ideen om himlen eller det evige liv blot var en projektion af menneskets længsel efter udødelighed.

Det bibelske håb beskrives dog langt fra som en projektion af menneskets længsler, men som noget helt nyt, der ikke blot efterkommer menneskets ønsker, men langt overgår dem. Håbet er ikke at få frelse eller evigt liv, men den evige kystlinje er Gud selv. Gud er håbet. Det er giveren snarere end gaven, der er håbets mål.

Relationen mellem Gud og mennesker løber som den tykke røde tråd fra skabelsens morgen til den nye jord. Håbets utallige velsignelser – evigt liv, ny jord, glæde, ingen ondskab osv. – er i sidste ende ikke det, som gør håbet vidunderligt, men Gud selv. I den relation mættes vi med glæde (Sl 16,11).

Apostlen Johannes beskriver måske smukkest og mest fyldestgørende det kristne håb:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet fandtes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv vil være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han der sidder på tronen sagde: “Se jer gør alting nyt!”. (Åb 21, 1-5)

Allerede, endnu ikke

Det håb, vi har som kristne, er dog endnu et uopfyldt håb. Man kan sige, at det, der er sket i datiden, har påbegyndt noget nyt, som vil nå sin endelige opfyldelse i fremtiden. Den kristne lever dermed i spændingen mellem et ‘allerede’ og et ‘endnu ikke’.

Når Jesus forkynder om og udlever Guds rige i evangelierne, så er det en begyndelse på dette ‘allerede’. Det er at udleve den bøn, som bedes i fadervor: »Komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden«. Den bøn er ikke blot et billede på hvad Jesus gjorde, men en invitation og et kald til os om at bringe himlen til jorden nu. Det er et kald til at foregribe det, som kommer, og på den måde lade håbet motivere, engagere og involvere dig i livet og mennesker her og nu.

Hovedet i himlen, og fødderne på jorden

En anden gængs kritik har været den, som Karl Marx stillede i 1800-tallet. Han kritiserede religioners tale om et evigt efterliv for blot at være trøstemedicin (folkets opium) for nødlidende mennesker, fordi det fjernede fokus væk fra denne verden, så at lidelsen kunne elimineres her og nu.

Det er rigtigt, at såfremt det kristne håb blot blev reduceret til udsigten om at skulle forlade denne her ugudelige verden, for i stedet at drage til himlen, så ville det fordre en verdensfjendsk teologi, fordi udfordringerne og problemerne i dette liv i så fald ville blive negligeret. For hvad betyder det så, om du har mistet dit job, eller om du er syg? Hvis vi alligevel skal forlade denne skinverden, og væk til et bedre sted, så har verdens problemer ikke rigtig betydning.

Men det betyder ikke, at tingene i dette liv ikke relativeres i lyset af håbet om evigheden eller at der ikke er mere end blot denne materielle verden – selvfølgelig er der sandt, men bare ikke på en sådan måde, at det gør os uengagerede og ligeglade med livet og andre mennesker, fordi vi er på vej et andet sted hen.

Teologen K.E. Løgstrup siger det i en af sine prædikener på en anden måde:

Hvis vi i religiøsitet ikke vil kendes ved dette liv – stræber bort fra det, vil løsne os ud af det, kun leve det på skrømt, men alle vores tanker skulle være i Guds himmel – så bærer vi os fornemmere ad end Gud. For det var denne verden, Gud elskede. Det var til denne verden, Gud sendte sin søn. Det er mens, vi endnu er syndere og fordømte, at Gud elsker. (K.E. Løgstrup)

Pointen er, at hvis man som et religiøst menneske forsager verden, og kun lever med hovedet i himlen, så kommer man til at leve på skrømt i verden. Man elsker på skrømt, sørger på skrømt og glædes på skrømt. Guds kærlighed er dog væsentligt forskellig fra dette, fordi den ikke forsager verden og mennesker, men elsker verden og mennesker. Sådan er Guds kærlighed – den er oppefra og ned til en syndig verden, og således må håbets bevægelse også være. Det kristne håb forjætter om en vidunderlig, evig fremtid, men på en sådan måde, at det giver et incitament for at engagere sig i og elske mennesker. Håbet tager sig ud på en sådan måde, at man kan leve med hovedet i himlen, og med fødderne på jorden.

Og det er mit ønske for os som kristne, at vi må have et klart billede af den evige kystlinje, så vi kan holde ud igennem tågen, men på en sådan måde at vi stadigvæk husker at svømme turen og hjælper andre til at gøre det samme.

Casper Vestergård tilknyttet Bethelkirken Aalborg, og er leder i ungdomsgruppen “Dagligstuen”. Læser teologi på Århus Unversitet og er desuden bestyrelsesmedlem i den norske missionsorganisation Troens Bevis.